Leyton Orient

Grundlagt i 1881 og kendt under kælenavnet The O’s har Leyton Orient Football Club gennem mere end et århundrede været en markant, om end ofte overset, del af den engelske fodboldhistorie. Klubben, der i dag spiller sine hjemmekampe på Brisbane Road – officielt kaldet The Breyer Group Stadium – har oplevet alt fra deltagelse i landets bedste række til en dramatisk nedtur til non-league fodbold og en senere genrejsning. I samme periode har den været vidne til både verdenskrige, økonomiske kriser, euforiske pokal­eventyr og et utal af navne- og ejerskifter.

Klubbens identitet er tæt forbundet med det østlige London, men rødderne går tilbage til medlemmer af Glyn Cricket Club, som i 1880’erne begyndte at spille fodbold under forskellige navne. Skiftende hjemmebaner, flere navneforandringer – fra Orient til Clapton Orient, videre til Leyton Orient, tilbage til blot Orient og endelig igen Leyton Orient – samt talrige rivaliseringer med klubber i både nærområdet og resten af landet har givet klubben en unik kultur og mytologi, som stadig præger dens tilhængere.

I dag befinder Leyton Orient sig i EFL League One efter et mesterskab i League Two i 2022-23, og klubbens nyere historie afspejler et skifte fra kaotiske ejerskaber til større stabilitet. Den seneste overtagelse i april 2025 af et amerikansk konsortium under ledelse af David Gandler markerer endnu et kapitel i fortællingen om en klub, der til trods for sine beskedne ressourcer formår at fastholde en passioneret fanbase og en tydelig lokal forankring.

Historisk udvikling

Oprindelse og tidlige år (1881-1914)

Klubben udsprang af Glyn Cricket Club i 1881, hvor flere tidligere elever fra Independent College i Homerton begyndte at dyrke fodbold. I 1886 antog man navnet Eagle Cricket Club, men allerede i 1888 skiftede man til Orient Football Club. Ifølge klubbens historiker, Neilson N. Kaufman, lagde spilleren Jack R. Dearing navn til, da han arbejdede for Orient Steam Navigation Company, der senere blev en del af P&O.

I 1898 blev Orient til Clapton Orient for at afspejle det område i London, hvor holdet spillede. Efter optagelse i London League i 1896 og senere deltagelse i Southern League sikrede klubben sig valg til Football League i 1905. Frem til Første Verdenskrig udviklede holdet sig stille og roligt, om end resultaterne var præget af op- og nedture.

Første Verdenskrig og mellemkrigsårene

Sæsonen 1914-15 blev den sidste før ligaens suspension. Hele 41 spillere og ansatte meldte sig til det 17. Bataljon, Middlesex Regiment – også kaldet Footballers’ Battalion. Af disse faldt tre markante profiler – Richard McFadden, George Scott og William Jonas – under Slaget ved Somme. Mindet om denne indsats lever videre både i klubbens folklore og gennem flere mindesmærker i Frankrig.

Den royale anerkendelse kom 30. april 1921, da Prinsen af Wales (senere Kong Edward VIII) besøgte Orient for at overvære en 3-0 sejr over Notts County på Millfields Road. Det var første gang et medlem af kongefamilien så en Football League-kamp.

Navnet Leyton Orient og gyldne år (1955-1982)

Efter Anden Verdenskrig tog klubben navnet Leyton Orient. I 1955-56 vandt holdet Third Division South og etablerede sig efterfølgende i Second Division. Den største bedrift kom i 1961-62, hvor Orient som nummer to sikrede oprykning til First Division – den eneste sæson i klubbens historie på øverste niveau. Opholdet blev kortvarigt, men sejren over lokalrivalen West Ham United på Brisbane Road står stadig som et historisk højdepunkt.

Et nyt mesterskab fulgte i 1969-70, da klubben vandt Third Division under manager Jimmy Bloomfield. 1970’erne bød på permanente placeringer i Second Division, ikoniske cup-brag – herunder det berømte 3-2 comeback mod Chelsea i FA-cuppens femte runde 1972 – og en FA-cup-semifinale i 1977-78, hvor Liverpool satte en stopper for drømmen.

Nedtur og omstrukturering (1982-2001)

Efter nedrykning i 1982 – og endnu en i 1985 – fandt Orient sig i Fourth Division. Alligevel blev slutningen af 1980’erne positiv: En play-off-triumf over Wrexham i 1989 bragte klubben op igen. I 1990’erne satte økonomiske vanskeligheder, herunder formand Tony Woods tab af forretningsaktiviteter under borgerkrigen i Rwanda, Orient under stort pres. Dokumentarfilmen Orient: Club for a Fiver fra 1995 skildrer denne periode, hvor Barry Hearn overtog formandskabet for blot £5.

Play-off-finalerne i 1999 og 2001 endte begge i nederlag, selv om Chris Tate satte rekord med det hurtigste finalemål nogensinde (27 sekunder) i 2001. De manglende oprykninger betød, at Orient forblev i den lavere ende af ligapyramiden ind i det nye årtusind.

Endelig oprykning til League One (2001-2010)

Martin Ling, der overtog i 2003, førte i 2005-06 holdet til en længe ventet tredjeplads i League Two og dermed automatisk oprykning. Oprykningen blev sikret i de døende sekunder i Oxford, hvor Lee Steele scorede 14 sekunder efter besked om et afgørende mål andetsteds. FA-cuppens fjerde runde samme sæson – med sejr over Premier League-holdet Fulham – gav klubben fornyet landstækkende opmærksomhed.

Overlevelseskampene i League One var hårde; i 2006-07 reddede Orient sig først i næstsidste spillerunde og sluttede som nummer 20. De efterfølgende år bød på midterplaceringer og endnu et trænerskifte, da Russell Slade kom til i 2010.

Pokalløb og play-off-smerte (2010-2014)

Sæsonen 2010-11 huskes for en usædvanlig FA-cup-rejse, hvor Orient blandt andet sendte Norwich City og Swansea City ud, inden Premier League-giganterne Arsenal måtte ud i omkamp efter 1-1 på Brisbane Road. Orient satte desuden klubrekord med 14 ligakampe uden nederlag, men missede play-off-pladsen med ét point.

I 2013-14 nåede holdet Wembley, efter at Peterborough blev besejret i semifinalerne. Finaleopgøret mod Rotherham United endte 2-2 efter ordinær tid og straffespark, hvor Yorkshire-klubben trak det længste strå. Nederlaget blev et vendepunkt.

Italiensk ejerskab og historisk kollaps (2014-2017)

Den italienske forretningsmand Francesco Becchetti købte klubben i 2014. Resultatet blev et turbulent manager-karrusel med Kevin Nugent, Mauro Milanese og Fabio Liverani inden jul. Holdet rykkede ned i League Two i 2015, og to år senere – efter fem managere på én sæson, skatteproblemer og fansenes protester – endte 112 års ubrudt Football League-medlemskab med nedrykning til National League.

Returen til EFL og ny stabilitet (2017-2025)

Efter købet af Nigel Travis i 2017 blev Steve Davis ansat, men det var Justin Edinburgh, der fik sat skik på tingene. I 2018-19 sikrede Orient sig National League-mesterskabet, hvilket betød tilbagevenden til EFL. Samme år nåede klubben Wembley i FA Trophy, hvor AFC Fylde dog vandt.

Justin Edinburghs pludselige død i juni 2019 rystede klubben. Ross Embleton, Carl Fletcher og siden Richie Wellens tog roret i en periode præget af Covid-19 og sportslige udsving. Under Wellens kom belønningen: Mesterskab i League Two 2022-23 og en 11. plads i League One 2023-24. I april 2025 fulgte et ejerskifte til et amerikansk konsortium ledet af David Gandler, som via GSG LOFC Ltd. nu kontrollerer majoriteten af aktierne.

Klubbens identitet

Navneændringer gennem tiden

Crest og farver

Klubbens nuværende våbenskjold, introduceret i 1976, viser to røde wyverns vendt mod hinanden med en fodbold imellem. Mytologisk forbindes wyvernen med forsvaret af Themsen og afspejler historiske bånd til både City of London og Orient Steam Navigation Company. Mascotten Theo er inspireret af denne figur og fik sit navn som en kortform af The O’s.

Hjemmebanedragten er traditionelt helrød, mens udebanesættet i nyere tid typisk har været helgult. Skiftende trøjesponsorer spænder fra Independent Transport og Acclaim Entertainment til de seneste aftaler med Harry Kane (2020-23) og Eastdil Secured (2023-24).

Hjemmebaner og anlæg

Millfields Road (1896-1930)

Oprindeligt et hunde- og væddeløbsanlæg med kapacitet over 35.000. Delte arrangementer med bokse- og speedwayevents gjorde driftsvilkårene vanskelige og lejebetalingen høj, hvilket i sidste ende førte til et klubskifte.

Lea Bridge Road (1930-1937)

En tidligere speedwaybane med plads til ca. 20.000. Efter klager fra Torquay United om baneforholdene blev stadion midlertidigt lukket, og to ligakampe blev afviklet på Wembley Stadium – et kuriøst højdepunkt i klubbens historie.

Brisbane Road / The Breyer Group Stadium (1937-)

Brisbane Road har gennemgået flere ombygninger: sydtribunen i 1999-00, vesttribunen i 2005-06 (med kontorer, skyboxe og spillertunnel) og en familietribune mod nord i 2007-08. Kapaciteten er i dag 9.271. I 2022 blev vesttribunen omdøbt til Justin Edinburgh Stand til ære for den afdøde manager.

Forsøget på Olympic Stadium

I 2011 søgte Leyton Orient om at blive lejer på det nybyggede London Olympic Stadium. Klubben argumenterede for, at West Hams flytning ville overskride FA-reglen om afstand mellem ligahold. Efter flere juridiske skridt faldt sagen til ro i 2013, da en fortrolig aftale mellem Orient og Premier League afsluttede tvisten.

Sportslig præstation

Ligamæssige højdepunkter

• Oprykning til First Division (øverste række): 1961-62
• Mesterskaber i Third Division South og Third Division: 1955-56 og 1969-70
• Play-off-vinder i Fourth Division: 1988-89
• Mesterskab i League Two: 2022-23
• Mesterskab i National League: 2018-19

Pokalsucceser

• FA Cup: Semifinalist 1977-78
• FA Trophy: Finalist 2018-19
• Anglo-Scottish Cup: Finalist 1976-77
• London Challenge Cup: Vinder 1912, 1972, 1973, 1993

Rekorder

Struktur og ledelse

Ejerskab

Siden juni 2017 har Nigel Travis stået som central figur, indtil salget i april 2025 til en amerikansk gruppe under GSG LOFC Limited med David Gandler som hovedaktionær (78,55 %).

Trænere gennem nyere tid

Spillere

Nuværende førsteholdstrup

Truppen udvikler sig løbende, men består pr. juli 2025 af både erfarne profiler og egenudviklede talenter. Betydningen af akademiet ses i den jævnlige integration af U18-spillere på førsteholdet. Ifølge klubrekorder har Jobi McAnuff flest A-landskampe mens han repræsenterede Orient (22 for Jamaica).

Lån og ungdom

Orient benytter hyppigt låneaftaler til at udvikle yngre spillere eller supplere truppen, ligesom U18-holdet fortsat danner fundament for fremtidige førstelagsspillere.

Supporterkultur

Fanscene og organisationer

Klubbens fanbase er især forankret i det østlige London. Leyton Orient Supporters Club og Leyton Orient Fans Trust fungerer som officielle talerør. I 2017 skabte fansene international medieopmærksomhed via en pitch-invation mod Colchester United, der afspejlede utilfredshed med daværende ejerskab. Mindre uofficielle grupperinger som Orient Transit Firm har også arrangeret protester.

Kendte tilhængere

Blandt prominente fans finder man komiker Bob Mills, skuespiller Daniel Mays samt komponist Andrew Lloyd Webber og hans bror, cellisten Julian Lloyd Webber. Netop deres indbyrdes væddemål om en Orient-kamp inspirerede til albummet Variations, der nåede nummer to på de britiske hitlister i 1978.

Rivaliseringer

• Southend United – A13-derbyet, intensiveret 1998-2005 og genoplivet i diverse cup-opgør.
• West Ham United, Millwall, Brentford, Dagenham & Redbridge, Colchester United, Cambridge United og Barnet – regionale dueller af varierende intensitet.
• Historiske rivaler som Leyton F.C., Leytonstone og Walthamstow Avenue lever videre gennem lokalpatriotiske fortællinger.

Økonomi og kommercielle relationer

Trøjesponsorer siden 1990’erne

Æresbevisninger

Nationale liga- og cup­titler

• Second Division: Nr. 2 (Bedste placering) 1961-62
• Third Division South / Third Division: Mestre 1955-56, 1969-70
• Fourth Division / League Two: Mestre 2022-23; oprykning 2005-06; play-off-vinder 1989
• National League: Mestre 2018-19
• London Challenge Cup: Vinder 1912, 1972, 1973, 1993
• FA Trophy: Runner-up 2018-19
• Anglo-Scottish Cup: Runner-up 1976-77

Afsluttende perspektiv

Fortællingen om Leyton Orient er kendetegnet ved vedholdenhed, lokal stolthed og gentagen evne til at rejse sig efter modgang. Uanset om det gælder de tidlige år som Clapton Orient, heroiske indsatser i både krig og fredstid, de gyldne sæsoner i 1960’erne og 1970’erne eller det moderne gennembrud tilbage til EFL, forbliver klubben et levende bevis på, at passion, fællesskab og respekt for historien kan bære en fodboldklub gennem selv de mest udfordrende perioder.

Med en ny ejerkreds og et solidt fodfæste i League One går Leyton Orient ind i fremtiden med ambitioner, der balancerer drømmen om yderligere fremgang med en bevidsthed om klubbens egne begrænsninger. Først og fremmest vil The O’s dog altid repræsentere Leyton og det østlige London – et område, hvor fodbold fortsat binder generationer sammen omkring det karakteristiske røde trøjesæt og de to wyverns på brystet.

Om næste store milepæl bliver endnu et ryk mod Championship, en ny pokaloverraskelse eller blot konsolidering af klubbens position, vil tiden vise. Historien indtil nu bekræfter blot, at Leyton Orient, trods sin størrelse, altid finder en vej til at gøre sig bemærket i det engelske fodboldlandskab.