Millwall FC
Hjemmebane
The Den
Zampa Road, Bermondsey, London
Kapacitet: 20146
Overflade: Græs
Millwall FC Kampe
Her kan du se kampprogrammet for Millwall FC i år.
Millwall FCKommende Kampe
Runde 1
Norwich City
Runde 2
Millwall FC
Runde 3
Sheffield United
Runde 4
Millwall FC
Runde 5
Charlton Athletic
Runde 6
Millwall FC
Runde 7
Swansea
Runde 8
Millwall FC
Runde 9
Millwall FC
Runde 10
Queens Park Rangers
Runde 11
Millwall FC
Runde 12
Millwall FC
Runde 13
Oxford United
Runde 14
Birmingham City
Runde 15
Millwall FC
Runde 16
Portsmouth FC
Runde 17
Millwall FC
Runde 18
Millwall FC
Runde 19
Bristol City FC
Runde 20
Derby County
Runde 21
Millwall FC
Runde 22
Blackburn Rovers
Runde 23
Millwall FC
Runde 24
Millwall FC
Runde 25
Southampton FC
Runde 26
Millwall FC
Runde 27
Watford FC
Runde 28
Coventry City
Runde 29
Millwall FC
Runde 30
Millwall FC
Runde 31
Wrexham
Runde 32
Sheffield Wednesday FC
Runde 33
Millwall FC
Runde 34
Millwall FC
Runde 35
Preston North End
Runde 36
Hull City
Runde 37
Millwall FC
Runde 38
Millwall FC
Runde 39
Ipswich Town
Runde 40
Middlesbrough FC
Runde 41
Millwall FC
Runde 42
West Bromwich Albion
Runde 43
Millwall FC
Runde 44
Stoke City
Runde 45
Leicester City
Runde 46
Millwall FC
Millwall FC Stillinger
Her kan du se Millwall FCs Championship stilling. Millwall FC ligger lige nu på 11 plads i Championship stillingen.
| # | Hold | K | V | U | T | + | − | ± | P | Form |
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| 1 |
Birmingham City
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 2 |
Blackburn Rovers
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 3 |
Bristol City FC
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 4 |
Charlton Athletic
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 5 |
Coventry City
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 6 |
Derby County
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 7 |
Hull City
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 8 |
Ipswich Town
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 9 |
Leicester City
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 10 |
Middlesbrough FC
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 11 |
Millwall FC
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 12 |
Norwich City
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 13 |
Oxford United
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 14 |
Portsmouth FC
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 15 |
Preston North End
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 16 |
Queens Park Rangers
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 17 |
Sheffield United
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 18 |
Sheffield Wednesday FC
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 19 |
Southampton FC
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 20 |
Stoke City
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 21 |
Swansea
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 22 |
Watford FC
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 23 |
West Bromwich Albion
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 24 |
Wrexham
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
Millwall FC Spillere sæsonen 25/26
Her er alle 36 spillere på Millwall FCs hold i 25/26, til både Championship og andre turneringer som Millwall FC er med i:
Jakub Przewoźny
Goalkeeper
Trøje #1
Lukas Jensen
Goalkeeper
Trøje #1
Steven Benda
Goalkeeper
Trøje #23
Danny McNamara
Defender
Trøje #2
Jake Cooper
Defender
Trøje #5
Japhet Tanganga
Defender
Trøje #6
Zak Sturge
Defender
Trøje #11
Joseph Bryan
Defender
Trøje #15
Kamari Grant
Defender
Trøje #16
Ben Drake
Defender
Trøje #34
Kyle Smith
Defender
Trøje #37
Wes Harding
Defender
Trøje #45
Jack Howland
Midfielder
Trøje #0
R. Lamptey
Midfielder
Trøje #0
E. Mansor
Midfielder
Trøje #4
Luke Cundle
Midfielder
Trøje #8
Daniel Kelly
Midfielder
Trøje #8
Billy Mitchell
Midfielder
Trøje #8
G. Beaumont
Midfielder
Trøje #11
Ryan Leonard
Midfielder
Trøje #18
Casper Norre
Midfielder
Trøje #24
Massimo Luongo
Midfielder
Trøje #25
Alfie Massey
Midfielder
Trøje #44
J. Celestine-Charles
Attacker
Trøje #0
Camiel Neghli
Attacker
Trøje #7
Kevin Nisbet
Attacker
Trøje #9
Adam Mayor
Attacker
Trøje #12
Ajay Matthews
Attacker
Trøje #12
Macaulay Langstaff
Attacker
Trøje #17
Sheldon Kendall
Attacker
Trøje #17
Joshua Coburn
Attacker
Trøje #21
Aidomo Emakhu
Attacker
Trøje #22
Mihailo Ivanović
Attacker
Trøje #26
Raees Bangura-Williams
Attacker
Trøje #31
Frankie Baker
Attacker
Trøje #46
Zak Lovelace
Attacker
Trøje #50Millwall FC Historie og Info
Millwall Football Club er et af de ældste og mest særprægede engelske fodboldnavne. Klubben blev dannet i 1885 i den travle østlondonske havnefront på Isle of Dogs, og selv om Millwall siden 1910 har haft sin hjemadresse på den “forkerte” side af Themsen, har arven fra de første år med hårdtarbejdende havnearbejdere og konservesfabriksarbejdere sat sig dybe spor i både selvforståelse og omdømme. I dag konkurrerer førsteholdet i EFL Championship – den næstbedste række i det engelske ligasystem – og hører til blandt de klubber, der konstant balancerer mellem ambitioner om Premier League og bevidstheden om egne økonomiske rammer.
Klubbens moderne identitet rummer en sjælden kombination af heroisk fodboldhistorie, en kulturskabende fanscene og en social forankring, der rækker langt ud over selve kampene på The Den i Bermondsey. Millwall har gennem årene udlevet eventyrlige opture – som første gangs avancement til den øverste division i 1988, FA-cupfinalen i 2004 og adskillige play-off-triumfer – men lige så ofte oplevet nedture i form af nedrykninger, administration og sportslig modgang. Klubben har således en fortid som “jojo-klub” mellem Englands anden- og tredjebedste niveau, og netop denne evige bevægelse har både formet selvforståelsen og skabt en kultur, der hylder modgang og sammenhold med sangen “No one likes us, we don’t care”.
Millwalls farver er mørkeblå trøjer, hvide shorts og mørkeblå strømper; klubbens emblem er et springende løve – symbolet på kælenavnet The Lions. Historien om Millwall er historien om fem forskellige hjemmebaner, et rekordstort antal managers, legendariske spillere som Barry Kitchener, Neil Harris og Teddy Sheringham, et fanmiljø med både glødende loyalitet og et notorisk ry for hooliganisme, to FA Women’s Cup-sejre til klubbens kvindehold – og ikke mindst om en tilværelse, hvor hårdt arbejde, stolthed og lokalt tilhørsforhold altid går forud for glamour og internationale stjerner.
Historisk udvikling
Grundlæggelsen på Isle of Dogs (1885-1910)
Millwall Rovers – som klubben oprindeligt hed – blev stiftet den 3. oktober 1885 af skotske arbejdere på J. T. Mortons konservesfabrik. Den blot 17-årige Jasper Sexton, søn af værtshusholderen på The Islander Pub i Tooke Street, fik rollen som sekretær, og de tidlige møder fandt sted netop på pubben. Holdets første kamp var et 0-5-nederlag mod Fillebrook i Leytonstone, men få uger senere vandt Millwall deres første hjemmekamp 2-1 mod St Luke’s på et stykke øde jord ved Glengall Road.
Inden for klubbens første 25 år flyttede Millwall rundt mellem fire forskellige baner på Isle of Dogs:
| Periode | Bane | Bemærkninger |
|---|---|---|
| 1885-1886 | Glengall Road | Et stykke ubebygget land – brugt kun én sæson |
| 1886-1890 | Lord Nelson Ground | Bag The Lord Nelson Pub, East Ferry Road |
| 1890-1901 | The Athletic Grounds | Første specialbyggede anlæg med tribune til 600 siddende |
| 1901-1910 | North Greenwich | Forladt efter Millwall Dock Company krævede arealet |
I april 1889 fjernede klubben ordet “Rovers” og antog navnet Millwall Athletic i forbindelse med indtoget i Southern League, som klubben vandt i både 1894/95 og 1895/96. Desuden nåede holdet FA-cuppens semifinaler i 1900 og 1903, hvilket cementerede ryet som “Lions of the South”.
Flytningen til Sydlondon og The Den (1910-1919)
Begrænset plads og fremtidige udvidelsesmuligheder på Isle of Dogs førte i 1910 til et skelsættende skifte: Millwall krydsede Themsen og byggede et nyt stadion, The Den, på Cold Blow Lane i New Cross. Arkitekten var legendariske Archibald Leitch, og prisen lød på cirka £10.000. Den første kamp på det ny stadion blev spillet 22. oktober 1910 mod Brighton & Hove Albion foran 15.000 tilskuere – gæsterne vandt 1-0.
Indtræden i Football League og mellemkrigsår (1920-1939)
- 1920: Millwall (nu uden “Athletic”) kom med som founding member af den nye Third Division.
- 28. august 1920: Debut i Football League – 2-0 over Bristol Rovers på The Den.
- 1925/26: 11 clean sheets i træk – delt ligarekord.
- 1927/28: Mesterskab i Third Division South og hele 87 hjemmemål – stadig engelsk rekord.
- 1937: Tredje FA-cupsemifinale, og klubrekord i tilskuerantal på 48.762 mod Derby County.
- 1939: Millwall rangerede som 11. bedst supportede klub i England trods anden division – planer om oprykning til First Division blev dog knust af Anden Verdenskrigs udbrud.
Krigen, genopbygningen og nedrykning til fjerde niveau (1940-1965)
Anden Verdenskrig ødelagde store dele af The Den – både bombeskader i 1943 og en omfattende brand satte klubben under pres. Alligevel spillede Millwall War Cup-finale på Wembley i 1945 foran 90.000 tilskuere (rekord for klubben). Krigs- og efterkrigsårene bød derefter på sportslig rutsjetur:
- Relegation til Division Three South i 1948.
- Ansøgning om genvalg til ligaen i 1950.
- Grundlægger af Division Four i 1958.
- Mesterskab i Division Four 1961/62, men ny nedrykning året efter.
59 kampe uden hjemmenederlag og “The Class of ’71” (1965-1986)
Fra 22. august 1964 til 14. januar 1967 var The Den en uindtagelig fæstning: 59 ligakampe uden nederlag (43 sejre, 16 uafgjorte), 112 scorede mål og blot 33 indkasserede. Rekorden blev først slået af Liverpool i 1981. Samtidig etablerede Benny Fenton og senere Gerry Graham et hold, der kulminerede i sæsonen 1971/72, hvor Millwall forblev ubesejret på hjemmebane i Second Division og missede oprykning til øverste niveau med ét point.
Oprykning til First Division og The New Den (1987-2000)
Under manager John Docherty vandt Millwall Second Division i 1987/88 og indtog – for første og hidtil eneste gang – Englands topliga. I oktober 1988 toppede klubben tabellen og endte sæsonen 1988/89 på en imponerende 10. plads. Duoen Teddy Sheringham og Tony Cascarino nettede tilsammen 99 ligamål over tre sæsoner, men eventyret sluttede med nedrykning i 1990.
Økonomisk krise og sportslige udsving kulminerede med åbningen af det første engelske stadion bygget udelukkende med siddepladser efter Taylor-rapporten: The New Den (i dag blot The Den) blev indviet 4. august 1993 og har kapacitet til 20.146 tilskuere. Fra 1995 og frem gik klubben kortvarigt i administration, spillede League Trophy-finale i 1999, tabte tre play-off semifinaler, men fandt også guldholdet med Neil Harris, Tim Cahill, Lucas Neill m.fl.
FA-cupfinale og europæisk debut (2000-2007)
Mark McGhee førte i 2001 Millwall til mesterskab i Division Two (nu League One). Den 22. maj 2004 nåede klubben FA-cupfinalen mod Manchester United i Cardiff – den første finale for et ikke-Premier League-hold siden ligaens etablering. United vandt 3-0, men Millwall kvalificerede sig til UEFA Cup og mødte ungarske Ferencváros (2-4 samlet). Curtis Weston blev samtidig den yngste cupfinaledebutant nogensinde (17 år og 119 dage).
Stabilitet, play-off succes og ny ledelse (2007-2023)
Amerikaneren John Berylson investerede i 2007 betydelige midler og ansatte Kenny Jackett som manager. Resultatet blev to lige-ved-og-næsten sæsoner, inden klubben i 2010 endelig brød forbandelsen og vandt League One-play-off finalen mod Swindon Town. Siden da har Millwall haft flere længerevarende perioder i Championship, nået FA-cupsemifinalen i 2013 og FA-cupkvartfinalerne i både 2017 og 2019.
Nyere tid, tragiske dødsfald og otte år i træk i Championship (2023-2025)
- 4. juli 2023 omkom ejer og formand John Berylson i en bilulykke, og sønnen James overtog posten.
- October 2023: Gary Rowett forlod klubben; Joe Edwards havde en kort periode som head coach, inden Neil Harris vendte tilbage som manager i februar 2024.
- 15. juni 2024 døde førstemålmand Matija Sarkic under landsholdstjeneste for Montenegro.
- December 2024 installerede Millwall Alex Neil som cheftræner; klubben sluttede både 2023/24 og 2024/25 som nummer otte i Championship – den længste stabilitet i anden division siden midten af 1990’erne.
Stadioner og faciliteter
Fra Glengall Road til North Greenwich
De første 25 år på Isle of Dogs var kendetegnet af gentagne flytninger efterhånden som lejekontrakter udløb eller jordejere ville udnytte arealerne. Hver bane blev dog forbedret i forhold til den forrige og lagde fundamentet til klubbens voksende tilskuertal.
The Den (1910-1993)
Leitchs klassiske ståstadion bød i perioder på atmosfærefyldte kulisser med over 48.000 tilskuere – flere gange mod Sunderland og Derby County i 1930’erne. The Den var berygtet for intens stemning, snævre tribuner og ståpladser helt tæt på banen.
The New Den / The Den (1993-)
| Fakta | Data |
|---|---|
| Adresse | Zampa Road, Bermondsey, SE16 |
| Indviet | 4. august 1993 |
| Arkitekt | Holmes Partnership |
| Kapacitet | 20.146 siddende |
| Tilskuerrekord (ny Den) | Ikke publiceret i kilderne |
I maj 2024 sikrede klubben sig en 999-årig lejekontrakt med Lewisham Council, hvilket gav Millwall udviklingsrettigheder til at opføre boliger, fritids- og fællesarealer i New Bermondsey og fjernede truslen om ekspropriation.
Identitet og symboler
Klubfarver og spilledragter
Siden 1885 har den primære hjemmedragt bestået af mørkeblå trøjer, hvide shorts og blå strømper. Valget af navy blue var en hyldest til de skotske rødder (flere af grundlæggerne kom fra Dundee). I 1936 skiftede man til en lysere kongelig blå, mens perioderne 1968-75 og 1999-2001 bød på helhvide sæt. 125-års jubilæet i 2010 gav anledning til at vende tilbage til den mørkere marineblå, som fastholdes i dag. Udebanefarver har oftest været:
- Hvid trøje/blå shorts
- Gul trøje/sorte shorts
- Alternativer i rød-sort, grå, orange, rød eller grøn-hvide striber
Den 8. november 2014 spillede Millwall i et camouflage-sæt for at markere 100-året for Første Verdenskrig – salget af trøjen gik til rehabiliteringscentret Headley Court.
Klublogoet – det springende løve
- 1936: Enkelt rødt løveemblem introduceret.
- 1956-1974: To røde løver, der springer mod hinanden.
- 1979: Nu kendte hvide springende løve fremtræder første gang på trøjen.
- 1999: Tidligere formand Theo Paphitis genintroducerede dobbeltlønnen; fra 2007 vendte man tilbage til den enkelte springende løve.
Maskotten hedder Zampa, opkaldt efter Zampa Road.
Kælenavne
Klubbens officielle kælenavn er The Lions. I begyndelsen gik man dog under navnet The Dockers på grund af fansenes arbejde ved havnen. Efter avisskriverierne “Lions of the South” i FA-cupeventyret 1899/1900 tog Millwall løven til sig – og i 2011 navngav man den østlige tribune Dockers Stand som anerkendelse af havnerødderne.
Traditionelle sange
Indløbssangen på The Den er “Let ’em Come” af Roy Green, der med linjerne om geléerede ål og en øl før kampen fanger arbejderkulturen i det gamle London. Efter hjemmesejre spilles typisk Status Quos “Rockin’ All Over the World”. Fanskaretets egen hymne “No one likes us, we don’t care” opstod som trodsreaktion på mediers negative omtale og synges stadig med stolthed.
Meritter og resultater
Ligatitler og oprykninger
| Niveau | Mesterskaber / Oprykninger |
|---|---|
| Championship / 2. niveau | Mester 1987/88 |
| League One / 3. niveau | Mester 1927/28, 1937/38, 2000/01 Play-off vinder 2010, 2017 Oprykninger 1965/66, 1975/76, 1984/85 |
| League Two / 4. niveau | Mester 1961/62 Runner-up 1964/65 |
| Southern League | Mester 1894/95, 1895/96 |
| Western Football League | Mester 1907/08, 1908/09 |
Cup-triumfer
- FA-cupen: Finalist 2003/04
- Football League Group Cup: Vinder 1982/83
- Football League Trophy: Finalist 1998/99
- Third Division South Cup: Vinder (delt) 1936/37
- Football League War Cup: Finalist 1945
Rekorder og milepæle
| Rekord | Detaljer |
|---|---|
| Flest kampe (spiller) | Barry Kitchener – 596 (1966-1982) |
| Flest mål (spiller) | Neil Harris – 138 (brød Teddy Sheringhams rekord i 2009) |
| Største ligasejr | 9-1 mod Torquay United og Coventry City – begge i 1927 |
| Største nederlag (liga) | 1-8 mod Plymouth Argyle – 1932 |
| Længste hjemmebane-stime uden nederlag | 59 kampe – 1964-1967 |
| Publikumsrekord (The Den) | 48.762 mod Derby County – FA-cup, 1937 |
Europa-historik
Millwalls eneste optræden i europæisk turnering var UEFA Cup-kampene mod Ferencváros i 2004/05, hvor ungarerne trak det længste strå med 4-2 samlet (1-1 hjemme, 1-3 ude).
Spillere og trænere
Klubikoner
- Barry Kitchener: Rekordholder i kampe, urokkelig midterforsvarer fra 1960’erne og 70’erne.
- Neil Harris: Topscorer gennem tiderne, manager i flere perioder.
- Teddy Sheringham: 38 ligamål i 1990/91 – topscorer i hele England dén sæson.
- Tim Cahill: Blev kult-helt før skiftet til Premier League og senere australsk landsholdslegende.
Nuværende trænerstab
| Funktion | Navn |
|---|---|
| Head Coach | Alex Neil |
| Assisterende | Martin Canning |
| Førsteholdstræner | David Livermore |
| Målmandstræner | Andy Marshall |
Managerstatistik i oversigt
- 35 permanente og 15 midlertidige managers siden 1911.
- Bob Hunter – længst siddende (15 år).
- Steve Claridge – kortest (36 dage, 2005, ingen officielle kampe).
- Samtlige chefer har haft britisk eller irsk pas.
Rivaliseringer
West Ham United
Det mest intense naboderby har rødder i rivaliserende dock-arbejdsgange helt tilbage til 1899. Statistikken efter 99 officielle opgør lyder på 38 Millwall-sejre, 34 nederlag og 27 uafgjorte. Uroligheder førte i 2009 til pitch-invasioner, knivstikkeri og stor polititilstedeværelse.
Leeds United
To af Englands mest passionerede publikumskulturer tørner jævnligt sammen – særligt siden Leeds rykkede ud af Premier League i 2004. De 43 indbyrdes kampe (pr. 2025) står 20-20-3 i sejre til hver, med fem uafgjorte.
South London-derbyerne
- Charlton Athletic: Millwall har ikke tabt til Charlton siden 1996 og fører den samlede statistik 37-26-12.
- Crystal Palace: Omkring 100 møder siden 1906 – Millwall har en smal overvægt med 39 sejre mod 29 nederlag.
Supportere, kultur og hooliganisme
Tilskuertal og demografi
Millwall har i gennemsnit tiltrukket omkring 12.000 tilskuere pr. hjemmekamp over mere end 90 ligasæsoner – ganske højt set i forhold til klubbens hyppige ophold i tredje niveau. Efter flytningen til Sydlondon i 1910 kommer de fleste fans fra Bermondsey, Deptford, Lewisham og de omkringliggende boroughs.
Hooligan-ryet
Klubbens fanscene har igennem årtier været synonym med vold og uro. Fra de tidligste rapporter om masseslagsmål mod West Ham i 1906 til 1960’ernes “F-Troop”, 1970’ernes og 80’ernes Millwall Bushwackers og Kenilworth Road-optøjerne i 1985. Fem gange har The Den været lukket af FA. Klubben indførte i 2002 et medlemskort-system, der fortsat anvendes til højrisko-kampe.
No one likes us, we don’t care
Den ikoniske sang er opstået som svar på negativ mediedækning, senest i december 2020, da et mindretal buede af spillere, der knælede mod racisme. Efter massiv kritik udtrykte Millwall offentligt ønske om at forbedre dialogen, og ved næste kamp mødtes spillere og fans i en fælles anti-racisme-manifestation.
Samfundsengagement
Millwall Community Trust
Siden 1985 har Millwall drevet omfattende projekter fra Lions Centre ved siden af stadion. Programmet omfatter:
- Idræt og sundhed for børn og unge.
- Antiknivs- og antigun-kampagner.
- Disability-sport og soccer schools.
- Uddannelsesforløb og erhvervsvejledning.
Kampen mod Charlton i 2009 var dedikeret til minde om de myrdede lokale teenagere Jimmy Mizen og Rob Knox – begge klubbers trøjesponsorer blev erstattet af teksten “Street violence ruins lives”.
Millwall Lionesses og kvindefodbolden
Etablering og triumfer
Millwall Lionesses blev dannet i 1972 og vandt FA Women’s Cup i både 1991 og 1997. Klubben spiller på St Paul’s Sports Ground i Rotherhithe.
Opbruddet og London City Lionesses
I maj 2019 valgte en del af Lionesses-organisationen at danne London City Lionesses, som overtog pladsen i FA Women’s Championship. Millwall Lionesses fortsætter i dag i den regionale Eastern Region Women’s League.
Millwall i populærkulturen
Film og tv
- The Firm (1989 & 2009) og The Football Factory (2004) portrætterer Bushwackers-konflikten med West Ham.
- Green Street (2005) bruger Millwall-rivaliseringen som dramatisk klimaks.
- Rise of the Footsoldier (2007) og St George’s Day (2012) indeholder cameos af Millwall-spillere.
- TV-serien Dream Team brugte The Den som kulisse for det fiktive “Dragons Lair”.
Konklusion
Millwall FC er mere end blot en fodboldklub; det er et kulturfænomen, der spejler Londons havne- og arbejderhistorie, britisk fodbolds sociale udfordringer og samtidigt sportslig vedholdenhed. Klubben har overlevet bomber, brande, økonomiske kriser og tragiske dødsfald – men står stadig stærkt på grund af et ubrydeligt lokalt fællesskab og en identitet indkapslet i ordene: We fear no foe where e’er we go.
Om fremtiden bringer oprykning til Premier League eller fortsat stabilitet i Championship, vil Millwall fortsat være et symbol på kompromisløs passion, en intens hjemmebaneatmosfære på The Den og et levende eksempel på, at fodbold kan være både forbandelse og velsignelse – men først og fremmest et stærkt fællesskab for dem, der vokser op med løven på brystet.