Medvirkende i What A Girl Wants

Hvordan ville du reagere, hvis du som amerikansk teenager pludselig stod midt i Londons aristokratiske virvar af debutantballer, Buckingham-blink og stive overklasseminer - alt sammen for at møde den far, du aldrig har kendt?

Det er præcis det kulturelle crash “What a Girl Wants” serverer med både charme og skarp humor. Filmen - en komedie/romantik/drama-familiefortælling fra 27. marts 2003 på blot 105 minutter - sender New York-pigen Daphne Reynolds (Amanda Bynes) over Atlanten til et London, hvor finpolerede teskeer klirrer lige så højlydt som parlamentsklokkernes bimlen. At hendes far viser sig at være den knivskarpe politiker Henry Dashwood (Colin Firth) skruer kun yderligere op for både klassesatire og kærlighedsdrama.

For dig, der elsker alt britisk - fra Premier League-pints til slottenes salonger - ligger guldkornene på stribe: velklippede palæhaver, stive upper-class traditioner og en hel parade af excentriske bipersoner (tænk Princess Charlotte og selveste Prince Charles i cameo-form). “What a Girl Wants” er ganske vist en amerikansk produktion, men dens hjerte banker i takt med London-bussens motor, og derfor zoomer vi på Fodbold England ind på filmens stjerner, kulisser og kuriøse detaljer.

Tag plads i dobbeltdækkerens øverste etage - næste stop er aristokratiets balsal. Scroll videre og bliv klogere på, hvorfor Amanda Bynes & co. stadig kan få os til at drømme om en engelsk sommer i selskab med teenageliv, høflighedskoder og uventet faderkærlighed.

Hvad handler "What a Girl Wants"?

19-årige Daphne Reynolds er vokset op i pulserende New York City med sin frisindede, musikalske mor, men hun længes efter den far, hun aldrig har mødt. Da hun opdager, at han er den aristokratiske britiske politiker Henry Dashwood, pakker hun kufferten og flyver til London for at finde sine rødder - og måske sig selv. Det bliver startskuddet til en kulturkollision, hvor high-society-etikette, debutantballer og britisk stoicisme møder amerikansk spontanitet, teenagelængsler og masser af hjertesuk.

Filmen balancerer elegant mellem komedie, romantik, drama og familiefilm. Humoren springer ud af Daphnes misforståelser af aristokratiske regler, mens den romantiske puls banker i takt med hendes spirende forhold til den charmerende musiker Ian Wallace. Samtidig giver far-datter-relationen historien et varmt, dramatisk anker om identitet og tilhørsforhold.

Mens What a Girl Wants er produceret i Hollywood, er den britiske hovedkulisse afgørende: Fra Westminster Hall og Buckingham Palace-silhuetter til grønne country estates og Thames-skud får vi et postkort af det moderne (og det meget traditionsbundne) England. For læsere med kærlighed til alt britisk - fodbold, kultur, høflighedskoder og afternoon tea - bliver filmen et underholdende indblik i de sociale spilleregler, der stadig præger overklassen og politik i London. Kort sagt: en letfordøjelig, charmerende døråbner til den engelske verden, som mange af os ellers kun møder på stadion eller i Premier League-studiet.

Stjernerne i "What a Girl Wants": Hovedroller og kemi

Når Amanda Bynes som Daphne Reynolds træder ud af en black cab foran det imposante Dashwood Manor, mødes to verdener, der kunne være mere forskellige end fish ’n’ chips og New York-pizza. Det er netop i spændingsfeltet mellem Daphnes sprudlende, amerikanske spontanitet og den britiske, stivnakkede etikette, at filmens hjerte og humor bor.

Hovedrollerne - Tre stærke præstationer

Far-datter-magien på lærredet

Bynes og Firth har en overraskende naturlig kemi, der forankrer filmens mest mindeværdige øjeblikke: fra deres akavede første møde backstage til den rørende waltz til “Moon River”, hvor hans stive skuldre langsomt sænkes, mens Daphnes øjne stråler. Publikum mærker både den umiddelbare glæde ved det nyopdagede slægtskab og smerten i de år, de har mistet.

Kulturkollisionen - Usa vs. Storbritannien

1. Humor: Daphne går bogstaveligt talt på glatis ved Buckingham Palace og leverer slapstick, mens Henry forsøger at redde både datter og decorum.
2. Sprog & etikette: Fra “What’s up?” til “How do you do?” - dialogen fremhæver klasseforskelle, uden at det føles tungt.
3. Værdier: Individualisme møder tradition. Daphnes autenticitet udfordrer Henrys politiske spin, og filmen spørger, om man kan være tro mod sig selv i et system fuld af regler.

Sammen formår de tre hovedroller at balancere coming-of-age, romantiske gnister og aristokratisk satire. Resultatet er en feel-good-fortælling, der både kildrer lattermusklerne og varmer anglofile hjerter. Når efterteksterne ruller, er det Bynes’ legesyge energi, Firths subtile charme og Prestons jordnære tilstedeværelse, der lader publikum gå fra biografen med følelsen af, at drømmen om både familie og personlig frihed faktisk kan lade sig gøre - selv under The Queen’s watchful eye.

Birollerne der løfter fortællingen

Filmens charme hviler ikke kun på de tre hovedroller - birollerne er afgørende for både humoren, intrigerne og den romantiske gnist. Her er de vigtigste ansigter, som får Londons adelige saloner til at sitre:

1. Eileen Atkins - Jocelyn Dashwood
   Henry Dashwoods aristokratiske mor er alt dét, man håber på i en britisk overklassedame: knivskarp, vertikalt rank og med en tør humor, der kan få selv et debutantbal til at dirre. Jocelyn fungerer som brobygger mellem far og datter, fordi hun ser igennem de stive konventioner og øjeblikkeligt tager Daphne til sig. Atkins’ nuancerede spil sikrer, at filmen har et ægte hjerte midt i al komikken.
2. Anna Chancellor - Glynnis Payne
   Hvis man leder efter filmens skurkerolle, er det svært at komme uden om den rappe og raffinerede Glynnis. Hun er Henrys socialt ambitiøse forlovede, der drømmer om titler og tabloid-venlige foto-ops. Hendes smil er lige så skarpt som den pastel-farvede twinset, og hun gør politisk karriere af at udnytte både pressen og sin datter. Chancellor giver rollen den præcise blanding af satire og troværdighed.
3. Jonathan Pryce - Alistair Payne
   Alistair er Glynnis’ far - og filmens egentlige marionetførende mastermind. Han manøvrerer sømløst i Westminster-korridorerne, hvor han forsøger at holde Henry på den “korrekte” kurs, væk fra Daphne og hendes New Yorker-charme. Pryce’ sardoniske arrogance giver konflikten vægt og minder publikum om, hvor snæversynet aristokratiet kan være.
4. Oliver James - Ian Wallace
   London bliver sjovere og mere musikalsk, når busker-guitaristen Ian træder ind. Han er Daphne s følsomme guide gennem britiske skikke - og hendes uofficielle oversætter af stive etiketter til teenagervenlig hverdagslogik. Oliver James bringer både boy-band-karisma og jordnær varme, så romantikken ikke drukner i sølvlysestager.
5. Christina Cole - Clarissa Payne
   Clarissa er Glynnis’ datter og filmens moderne udgave af den onde stedsøster: priviligeret, posh og med en evne til passivt-aggressive stikpiller. Hun konkurrence-danser, manipulerer ved debutantballet og prøver at sabotere Daphne, så Clarissa selv kan stå lysende alene øverst på den sociale rangstige.

Øvrige nøglefigurer, der fuldender overklasselandskabet

Til sammen skaber disse biroller et levende tapet af britisk upper-class-liv, komplet med royalt glitter, intriger ved tesalonen og romantiske guitarballader på Themsens kaj. Uden dem ville What a Girl Wants mangle både sin satiriske bid og sin feel-good glød.

Bag kameraet og produktionen

Instruktørstolen: Bag kameraet står Dennie Gordon, der inden “What a Girl Wants” havde vist sin flair for skæv komik i “Joe Dirt” og tv-serier som “Ally McBeal”. Med sit TV-trænede tempo og øje for far-datter-emotioner balancerer hun filmens blanding af rom-com-lethed og britisk etikette, så Daphnes New York-energi møder lordernes stive overarme uden at miste hjertet i fortællingen.

Producer-trioen: Bill Gerber (kendt for “Grudge Match”), Hunt Lowry (“A Walk to Remember”) og Denise Di Novi (Tim Burton-samarbejder som “Edward Scissorhands”) forener erfaring fra både ungdomsfilm, drama og eventyrlig romantik. Resultatet er en produktion, der tør satse på klassisk fish-out-of-water-humor uden at gå på kompromis med de følelsesmæssige beats.

Hvem betalte gildet?

• Sloane Square Films
• Di Novi Pictures
• Gaylord Films
• Gerber Pictures
• HSI Tomorrow Film
• Warner Bros. Pictures (distributør og hovedbagmand)

Sprogspor: Filmen udgives i English som originalsprog og har et separat Português-lydspor til det brasilianske marked - en kuriositet der vidner om filmens brede ungdomsappel.

Amerikansk håndværk i britiske kulisser: Selvom budgettet og hovedkontoret er amerikansk, udspiller handlingen sig næsten udelukkende i London. Optagelserne kombinerer ikoniske eksteriører - Tower Bridge, The Mall og pubber langs The Thames - med aristokratiske interiører som herskabsboliger i Holland Park og Hampstead. Gordon og fotograf Andrew Dunn (selv brite) bruger varme, gyldne lys i palæerne til at fremhæve overklassens glød, mens Daphnes første dage i storbyen filmes med håndholdt energi og skarpere farvekontrast for at understrege kulturclashet.

Visuel stil og tone:

1. Aristokrati & politik: Symmetriske kompositionslinjer, dybe mahognypaneler og kamera-kraner til gallamiddage giver en næsten kongelig tyngde, der understøtter Henry Dashwoods kampagne for House of Commons.
2. Debutantballer & modeshows: Pastelfarver, blødt fokus og valsende kamerabevægelser sættes op mod punky Soho-sekvenser, så Daphnes boheme-baggrund konstant “forstyrrer” det perfekte britiske tableau.
3. Romantikken på Themsen: Skylines i “magic hour” sikrer, at den akustiske serenade fra Ian Wallace ikke bare rammer øret men også øjet.

Hvorfor er det vigtig viden for England-nørden? Fordi filmen, trods sin amerikanske finansiering, fungerer som popkulturel rundtur i moderne og klassisk London - fra Camden Market til ærkebritiske debutante season. Bag kameraet har et transatlantisk hold således skabt et værk, der gør både Buckingham-romantikere og Yankee-turister tilfredse - og giver danske seere en letfordøjelig, men ægte smag af Englands sociale hierarkier.

Temaer, målgruppe og små kuriositeter

What a Girl Wants pakker en række klassiske coming-of-age-motiver ind i et elegant britisk indpakningspapir, der taler direkte til seere med svaghed for alt fra Buckingham-balkoner til afternoon tea. Her er de vigtigste temaer - og et par fun-facts til samtalen over pints eller Pimm’s:

1. Fra boheme til debutante - Coming-of-age med engelsk twist

• Søgen efter identitet: Daphnes tur fra Lower East Side til Londons fineste saloner handler lige så meget om at finde sin indre røst som sin biologiske far. I takt med at hun prøver hat, handsker og høflighedsfraser, opdager hun, at hun ikke behøver at vælge mellem “New York cool” og “Mayfair manners” - hun kan være begge dele.
• Kulturmøde som motor: At servere amerikansk high-five-energi midt i et aristokratisk teselskab giver både slapstick-humor og skarpe refleksioner over klasseskel. Filmen minder om, at uskrevne regler kan være lige så begrænsende som politiske pligter.

2. Far-datter-relationen i en stiv krave

Colin Firths Henry Dashwood er indbegrebet af “stiff upper lip”, men datterens spontane kram nedbryder langsomt lakken. Deres fælles rejse fra formelle håndtryk til kærlige favntag illustrerer, hvordan familie kan være det stærkeste politiske statement.

3. Høflighedskoder, etikette og politisk spil

1. Debutant-ballerne: Filmens store danse­scener viser, hvor koreograferet overklasse­livet er - og hvor hurtigt det hele kan falde til jorden, når man vælter en champagne­køler.
2. Pressedækning vs. privatliv: Alistair Paynes spin-doctor-tricks og paparazzi-pres giver Henry ekstra motivation for at vælge mellem image og autencitet.
3. Humor i høfligheden: Fra forkert curtsey til den pinlige “hug-skandale” i House of Lords demonstrerer filmen, hvordan etikette både kan være komisk våben og dramatisk fangehul.

4. Små kuriositeter fra rollelisten

5. Målgruppen - Og hvorfor filmen rammer plet hos england-elskere

Filmen er skræddersyet til teenagere og familier, der vil have en feel-good fortælling, men har samtidig nok britisk kulør til at tilfredsstille anglofile sjæle:

• Visuelle locations: Fra The Mall til rustikke Cotswolds-landsteder bliver London og omegn præsenteret som postkortparadis.
• Britisk humor light: Tørre one-liners fra Eileen Atkins’ Jocelyn Dashwood suppleret af slapstick giver en mild Notting Hill-vibe.
• Etikette-crash course: Filmen er en hurtig lektion i når-man-spiser-fish-and-chips-med-gaffel-og-kniv, og når det er okay at dyppe det hele i ketchup.

Resultatet er en feel-good-pakke, hvor nye generationer kan grine af kulturkollisioner, mens erfarne England-fans nikker genkendende til hver eneste klokkeklang fra Big Ben i baggrunden.