AFC Wimbledon

AFC Wimbledon er et af de mest opsigtsvækkende fænomener i moderne engelsk fodbold. Klubben blev ikke blot undfanget som et svar på en dybt omstridt flytning af den oprindelige Wimbledon F.C.; den voksede også, i løbet af blot få og intense år, fra det absolutte græsrodsniveau til de professionelle rækker. Undervejs satte den nye foreningsdrevne klub en national rekord for flest ligakampe uden nederlag, manifesterede en stærk demokratisk ejerstruktur, etablerede sig i et nyt stadion blot få hundrede meter fra sin ”åndelige hjemstavn” og vandt adskillige oprykningsfinaler på dramatisk vis.

Selv om AFC Wimbledon først så dagens lys i 2002, er klubbens identitet uløseligt forbundet med den historik, som det gamle Wimbledon F.C. byggede op frem til FA Cup-triumfen over Liverpool i 1988 og frem til beslutningen om relocation til Milton Keynes i 2003. Netop bruddet med den beslutning – og fansenes urokkelige vilje til at begynde forfra – er blevet selve grundfortællingen om et fællesskab, der vægter tilhørsforhold, ejerskab nedefra og lokal forankring højere end øjeblikkelige kommercielle gevinster.

I dag er AFC Wimbledon igen på tredjeniveauet i det engelske ligasystem efter endnu en play-off-sejr i 2025. Klubben spiller sine hjemmekampe på et nyopført Plough Lane med plads til godt 9.000 tilskuere – et stadion, som kan udbygges til 20.000 og som fysisk placerer klubben tilbage i Merton‐bydelen, hvor Wimbledons fodboldhistorie tog fart allerede i 1910’erne. Historien om AFC Wimbledon er derfor både fortællingen om et sportsligt eventyr og om en kompromisløs tro på, at fans skal have reel indflydelse på deres klub og lokalområde.

Grundlæggelsen: Fra protest til nystart

Baggrunden for bruddet med Wimbledon F.C.

Den 28. maj 2002 gav Det Engelske Fodboldforbund (FA) grønt lys til, at Wimbledon F.C. kunne flytte fra Sydvestlondon til den nye by Milton Keynes i Buckinghamshire, cirka 97 kilometer fra Wimbledons kvarter. Meddelelsen udløste øjeblikkelige protester fra klubbens traditionelle fanbase, der allerede havde boykottet kampene på Selhurst Park – hvor Wimbledon lejede sig ind hos Crystal Palace – og som i årevis havde følt, at klubbens identitet smuldrede uden et fast hjem i Merton.

Mødet på ”The Fox and Grapes”

Samme dag som FA’s beslutning blev offentliggjort, samledes en håndfuld af de mest engagerede fans – anført af Kris Stewart, Marc Jones og Trevor Williams – i pubben The Fox and Grapes på Wimbledon Common. Konklusionen var klar: Da der ingen appelfrist var, måtte man skabe en ny klub fra bunden og bevare Wimbledons fodboldarv i sit eget lokalområde. To dage senere, den 30. maj 2002, præsenterede man på et møde i Wimbledon Independent Supporters’ Association det konkrete forslag: en ny community-ejet klub under navnet AFC Wimbledon.

Første skridt: Træner, farver og trials

Allerede 13. juni 2002 kunne klubben præsentere sin første manager, Terry Eames, et spillekit i den klassiske royale blå og gule farve samt et logo baseret på Wimbledons gamle våbenskjold med den dobbelthovedede ørn. For at sammensætte et konkurrencedygtigt hold på rekordtid afholdt klubben åbne player trials på Wimbledon Common 29. juni – 230 spillere mødte op, og herfra udsprang den trup, der blot få uger senere løb ind til klubbens første venskabskamp.

Fra niende division til Football League – non-league-årene (2002-2011)

Combined Counties League (2002-2004)

AFC Wimbledons debutkamp var et træningsopgør ude mod Sutton United 10. juli 2002, som endte med et 0-4-nederlag foran 4.657 nysgerrige tilskuere. I den første sæson i Combined Counties League Premier Division – niende trin i ligapyramiden – sluttede klubben som nummer tre efter at have vundet de sidste 11 ligakampe på stribe.

Sæsonen 2003-04 blev startskuddet til klubbens første store triumf. Holdet vandt de første 21 ligakampe, spillede ubesejret gennem hele sæsonen (42 sejre og fire uafgjorte) og tog også Premier Challenge Cup‐trofæet. 13. februar 2004 blev Terry Eames imidlertid suspenderet og siden afskediget for grov forseelse; assistent Nick English styrede holdet det sidste stykke hjem mod det ubesejrede mesterskab.

Isthmian League (2004-2008)

Dave Anderson overtog managerposten i maj 2004 og sikrede omgående endnu et mesterskab, denne gang i Isthmian League Division One (niveau 8). Klubben vandt samtidig Surrey Senior Cup – og vigtigst: den 78 kampe lange ubesejrede ligastime, som stadig er engelsk rekord på seniorniveau.

Ambitionen om en tredje oprykning i træk glippede dog i 2005-06, hvor Wimbledon tabte play-off-semifinalen til Fisher Athletic. Sæsonen efter truede et 18-points fradrag på grund af den ulovlige benyttelse af Jermaine Darlington, men efter appel blev straffen reduceret til tre point. Igen rakte præstationen til play-offs, men et nederlag til Bromley blev enden på endnu et oprykningsforsøg, og Dave Anderson forlod klubben.

15. maj 2007 ansatte klubben Terry Brown, og allerede i hans første sæson lykkedes det at sikre oprykningen via play-off-sejr over Staines Town 3. maj 2008.

Conference South og Conference Premier (2008-2011)

Wimbledon fortsatte succesen og blev suveræne mestre i Conference South 2008-09, kronet med en 3-0-sejr over St Albans City foran 4.722 tilskuere – ny tilskuerrekord for Kingsmeadow. I den efterfølgende sæson, klubbens første på femteniveauet (Conference Premier), sluttede man som nummer otte.

Sæsonen 2010-11 markerede kulminationen på non-league-eventyret. Efter en andenplads i ligaen smadrede The Dons Fleetwood Town med samlet 8-1 i play-off-semifinalen – den største samlede sejr i Conference-slutspillets historie. Finalen på City of Manchester Stadium mod Luton Town endte 0-0 efter forlænget spilletid, hvorefter Wimbledon vandt straffesparkskonkurrencen 4-3. 21. maj 2011 rykkede klubben ind i The Football League – som den første klub stiftet i det 21. århundrede, der opnåede denne status, og med fem oprykninger på ni år.

Etablering i det professionelle system (2011-2016)

Første år i League Two

Debutsæsonen 2011-12 i League Two begyndte lovende med syv sejre i de første tolv kampe og en øjeblikkelig tredjeplads. Momentum forsvandt dog, og holdet sluttede på 16. plads, ti point fra nedrykning.

Trænerskifte og overlevelseskampe

Den vanskelige sæson 2012-13 førte til fyringen af Terry Brown 19. september 2012. Efter fire kampe med Simon Bassey som caretaker tog klubbens tidligere spiller Neal Ardley over 10. oktober. I december mødte Wimbledon for første gang Milton Keynes Dons i officiel kamp og tabte 1-2 i FA Cup’ens anden runde. Overlevelsen blev sikret på sidste spilledag med en 2-1-sejr over Fleetwood Town.

2013-14 blev ligeledes nervøs: en tre-points straf for ulovlig brug af Jake Nicholson samt et fejlslagent matchfixing-forsøg omkring kampen mod Dagenham & Redbridge farvede sæsonen, der igen endte på 20. plads. Året efter var klubben ude af nedrykningsfare og sluttede på 15. plads, men højdepunkterne var to opgør mod MK Dons (et nederlag og en første sejr nogensinde) samt et glamourøst FA Cup-møde med Liverpool i januar 2015 (1-2).

Play-off-triumf og historisk Wembley-dag

Sæsonen 2015-16 bød på en sen, men overbevisende slutspurt: syv sejre i de sidste ti kampe sendte Wimbledon i play-off-zonen. Semifinalen mod Accrington Stanley blev afgjort af et overtidstræf fra Tom Beere foran klubrekord 4.870 tilskuere i Kingsmeadow. Finalen, på selve 14-årsdagen for klubbens grundlæggelse den 30. maj 2016, endte med en 2-0-sejr over Plymouth Argyle i Wembley-solen – og sikrede den sjette oprykning på blot tretten år.

Spillet i League One (2016-2022)

Debutsæsonen, lokalderbyer og midterplacering

I 2016-17 befandt AFC Wimbledon og MK Dons sig for første gang i samme division. Dobbeltopgøret blev delt i to sejre til hver side, mens Wimbledon samlet sluttede på en solid 15. plads trods et markant formdyk i foråret.

Byggeplaner og turbulente sæsoner

2017-18 var sportsligt anstrengende, men inkluderede to historisk vigtige nyheder: For det første fik klubben 13. december 2017 endelig tilladelse til at bygge et nyt stadion på grunden ved den nedlagte Wimbledon Greyhound Stadium – blot 250 meter fra det originale Plough Lane. For det andet sendte holdet Premier League-holdet Tottenham Hotspur til stævne i FA Cup’ens tredje runde, dog efter et 0-3-nederlag på Wembley. Serien af syv kampe uden nederlag til sidst i ligaen sikrede overlevelse.

Efter en rædselstart i 2018-19 forlod Neal Ardley klubben 12. november 2018, og Wally Downes, en legende fra den gamle Wimbledon-æra, overtog. En spektakulær FA Cup-triumphe (4-2 over West Ham United) nåede 5. runde for første gang, og holdet reddede livet i League One på sidste spilledag – på bedre målscore.

I september 2019 blev Downes suspenderet for brud på betting-reglerne, hvorefter assistent Glyn Hodges rykkede op. Sæsonen 2019-20 blev afbrudt af COVID-19-pandemien og afsluttet via points-per-kamp-beregning, hvilket placerede Wimbledon på 20. plads.

Tilbage til Plough Lane og første nedrykning

Den 3. november 2020 spillede AFC Wimbledon sin første kamp i det nybyggede Plough Lane – et 2-2-opgør mod Doncaster Rovers – efter fire midlertidige hjemmekampe på Loftus Road. Mark Robinson tog over som cheftræner i januar 2021 og førte holdet ud af nedrykningszonen med to runder igen.

Sæsonen 2021-22 udviklede sig katastrofalt: kun seks sejre og en sluttelig stime på 27 kampe uden gevinst førte til en næstsidsteplads og klubbens første nedrykning, tilbage til League Two.

League Two, ny manager og lyncomeback (2022-2025)

Efter nedrykningen ansatte klubben Johnnie Jackson som manager. Arbejdet bar frugt, og efter to sæsoners konsolidering kulminerede 2024-25-kampagnen med sejr i play-off-finalen mod Walsall (1-0). Dermed vendte AFC Wimbledon tilbage til League One, kun tre år efter degraderingen.

Stadionhistorie

Kingsmeadow (2002-2020)

Fra klubbens fødsel i 2002 til maj 2020 var Kingsmeadow i Kingston upon Thames hjemmebane. Kapaciteten voksede gradvist til 4.850, blandt andet via opførelsen af den 1.000-sæders John Green Stand. I november 2015 stemte medlemmerne af Dons Trust for at sælge stadion til Chelsea F.C. for at finansiere det nye Plough Lane. Som følge heraf måtte Kingstonian F.C., der hidtil havde delt banen, finde nye græsgange.

Loftus Road (2020)

Mens byggeriet på Plough Lane gik ind i slutfasen, indgik klubben en kortvarig ground-share med Queens Park Rangers og spillede seks lukkede kampe på Loftus Road i efteråret 2020.

Plough Lane (2020-)

Den nye arena, blot 250 meter fra det gamle stadion, har en startkapacitet på 9.215 siddende og stående tilskuere, men er konstrueret med mulighed for udvidelse til 20.000. Plough Lane repræsenterer en fysisk hjemkomst til Merton og en symbolsk fuldbyrdelse af klubbens oprindelige målsætning om at vende tilbage ”hjem”.

Logo, farver og maskot

Crestet med den dobbelthovedede ørn

Klubbens emblem er baseret på Wimbledons gamle byvåben; den sorte dobbelthovedede ørn henviser til en lokal legende om Julius Cæsar og bærer – højre vinge en gylden rose fra kong Edward I’s emblem, venstre vinge et gyldent ”fret” fra Merton Priorys våben. Crestet blev let opdateret 14. maj 2020 i anledning af 32-året for FA Cup-triumfen i 1988 og åbningen af det nye stadion.

Klubfarver

Fra første sæson har AFC Wimbledon spillet i royale blå trøjer med gule detaljer – en hyldest til perioden, hvor det oprindelige Wimbledon nåede helt til engelsk topfodbold. Udebane-farverne har vekslet mellem hvidt (2002-2004) og overvejende gul med blå detaljer. Til klubbens første Football League-kamp 6. august 2011 bar spillerne en særlig hvid-blå retro-trøje inspireret af 1977-78-sættet.

Haydon the Womble

Siden 2006 har klubmaskotten været ”Haydon”, opkaldt efter Haydons Road station, som ligger nær både den gamle og den nye Plough Lane. Wombles-figuren erstattede den tidligere maskot Wandle, der var forbundet med det oprindelige Wimbledon F.C.

Ejerforhold og ledelse

Dons Trust‐modellen

Klubben ejes hovedsageligt af The Dons Trust, en industriforening registreret som ”Wimbledon Football Club Supporters’ Society Limited”. Trustens vedtægter kræver, at fansene bevarer mindst 75 % af stemmeretten i det børsnoterede holdingselskab AFCW plc.

Direktion

Erik Samuelson var klubbens første chief executive og arbejdede fuld tid for én symbolsk guinea om året. Han trådte tilbage i 2019 og overlod rollen til Joe Palmer.

Managerliste

Specialiserede trænere

I foråret 2021 ansatte klubben Andy Parslow som Englands første ”restarts coach” med fokus på dødbolde og indkast. Senere samme år kom Sammy Landers til som ”substitution coach” med ansvar for at optimere udskiftninger under kampene.

Kommercielle forhold

Hovedsponsorer

• Sports Interactive – hovedpartner siden 2002; 2024 donerede firmaet pladsen på trøjen til velgørenhedsorganisationen War Child.
• Cherry Red Records – mangeårig sekundær sponsor.
• John Green / Nerdfighteria – YouTuber og forfatter; emblem på bagdelen af shortsene.
• War Child – fremtræder på alle tre sæt i 2024-25-sæsonen.
• Private Office Asset Management – tredjetrøjesponsor fra 2025-26.

Udstyrs­leverandører

Rivaliseringer

Milton Keynes Dons

Relationen til MK Dons er unik: Mange AFC-fans anser ikke modparten for en ”ægte” rival, fordi de ikke anerkender klubben som legitim efter flytningen. Alligevel har kampene – først i cuper (fire opgør på neutral eller MK-grund) og siden i ligaen fra 2016-17 – været følelsesladede. Af ni indbyrdes ligakampe har Wimbledon vundet én, spillet tre uafgjort og tabt fem.

Crawley Town

Rivaliseringen med Crawley Town opstod under non-league-årene, præget af fysiske opgør og udsolgte sektioner. Efter Crawleys League One-eventyr 2012-15 har klubberne kun mødt hinanden sporadisk, men er fra 2022-23 igen i samme række.

Sutton United

Naboopgør med Sutton United hviler mest på geografi og den historiske første venskabskamp i 2002 samt FA Cup-bataljen i 2017, hvor Sutton slog Wimbledon ud efter omkamp.

Sportslige rekorder og sæsonstatistik

Udvalgte klubrekorder

• Længste ubesejrede ligaserie: 78 kampe (feb 2003 - dec 2004) – engelsk seniorrekord.
• Største play-off-sejr samlet: 8-1 mod Fleetwood (2011).
• Bedste FA Cup-run: 5. runde 2018-19.
• EFL Cup bedste resultat: 3. runde 2021-22 og 2024-25.
• EFL Trophy bedste resultat: kvartfinale 2020-21 og 2023-24.

Honours

Fans, kultur og fællesskab

Community Football Scheme

Siden 2004 har klubben drevet et omfattende Fællesskabsprogram, der tilbyder fodbold- og multisportskurser for børn i alderen 4-14 år i Merton og Kingston. 1. maj 2010 modtog ordningen FA’s Charter Standard Community Club Award.

Big Society Award

27. marts 2012 blev AFC Wimbledon den første fodboldklub, der modtog premierministerens Big Society Award for et bredt spektrum af lokale initiativer, herunder ungdoms- og kvindehold, skolesamarbejder og et særligt ”stadion-skole”-projekt, der bruger fodboldrammen til at undervise i matematik.

Dons Local Action Group

Under COVID-19-pandemien organiserede fansene Dons Local Action Group, som distribuerede madpakker og IT-udstyr til udsatte borgere og skoleelever i lockdown-perioden.

Kvindefodbold

AFC Wimbledon Women skiftede officielt tilknytning fra det gamle Wimbledon efter 2002-03-sæsonen og spiller i dag i FA Women’s National League South under manager Kevin Foster. Tidligere spiller Sophie Hosking vandt OL-guld i roning (London 2012) og bar Wimbledons blå-gule farver på neglene under finalen.

Litteratur og yderligere læsning

• Niall Couper: This Is Our Time: AFC Wimbledon Story, 2013.
• Graham Moody: AFC Wimbledon: A Pictorial History, 2013.
• Mike Dunn: We Are Home, 2020.

Afsluttende perspektiv

AFC Wimbledons udvikling fra en klub skabt af frustrerede fans til et veletableret, community-forankret League One-hold fastholder fortsat fodboldens romantiske idé om, at engagement, frivilligt arbejde og medlemsdemokrati kan konkurrere med store penge og kommercielle hensyn. Med returflytningen til Plough Lane og den seneste oprykning i 2025 har klubben afsluttet en cyklus, der begyndte i chok og protest, men som i dag står som et forbilledligt eksempel på bæredygtig klubledelse – både på banen og i civilsamfundet. Fremtiden vil vise, om The Dons kan skrive næste kapitel i deres bemærkelsesværdige rejse mod den engelske fodbolds øverste lag, men historien hidtil vidner om en ukuelig vilje til at overvinde selv de mest uoverstigelige forhindringer.