Gillingham Football Club, der til daglig ganske enkelt omtales som Gillingham eller med kælenavnet ”The Gills”, er en traditionsrig fodboldinstitution i det sydøstlige England. Klubben holder til i havnebyen Gillingham i det historiske grevskab Kent og har siden grundlæggelsen i 1893 haft hjemmebane på Priestfield Stadium, som stadig udgør klubbens hjerte og samlingspunkt for en dedikeret fanskare.
Her på Fodbold England kan du læse meget mere om Gillingham FC. Vi bringer dig de seneste Gillingham FC kampe, vi viser dig alle de aktuelle Gillingham FC stillinger, og du kan også få masser af spændende information om Gillingham FC og klubbens historie samt en oversigt over alle Gillingham FC spillere på holdet.
Vi opdaterer løbende stillinger og kampe, så du altid kan følge med i, hvordan det går for Gillingham FC i sæsonen her på Fodbold England.
Gillingham FC Stillinger
Se de aktuelle Gillingham FC stillinger herunder, for alle turneringer som Gillingham FC deltager i:
Stillingerne kunne ikke indlæses. Prøv at opdatere siden.
Gillingham FC Kampe
Her kan du se alle de kampe som Gillingham FC skal spille på tværs af alle turneringer denne sæson. Du kan både se de spillede kampe samt kommende kampe for Gillingham FC.
Vi opdaterer kampprogrammet løbende så du altid kan følge med i alle Gillingham FC kampe og se alle resultaterne mens de sker.
Kommende Gillingham FC Kampe
Kampe kunne ikke indlæses. Prøv at opdatere siden.
Færdigspillede Gillingham FC kampe
Kampe kunne ikke indlæses. Prøv at opdatere siden.
Gillingham FC Spillere
Her kan du se alle spillere på Gillingham FCs hold:
Spillerlisten kunne ikke indlæses. Prøv at opdatere siden.
Gillingham FC Historie og Info
Gillingham Football Club, der til daglig ganske enkelt omtales som Gillingham eller med kælenavnet ”The Gills”, er en traditionsrig fodboldinstitution i det sydøstlige England. Klubben holder til i havnebyen Gillingham i det historiske grevskab Kent og har siden grundlæggelsen i 1893 haft hjemmebane på Priestfield Stadium, som stadig udgør klubbens hjerte og samlingspunkt for en dedikeret fanskare.
Klubben har gennem mere end et århundrede oplevet dramatiske udsving på og uden for banen. Fra ydmyge begyndelser som New Brompton F.C. over længervarende ophold i den regionale Southern League, til to perioder i det nationale ligasystem, nedrykninger, økonomisk kollaps, administration og senere genopbygning – fortællingen om Gillingham F.C. rummer stort set alle tænkelige kapitler i den engelske fodbolds rige historie.
I den moderne æra befinder førsteholdet sig i EFL League Two, den fjerde rang i det engelske ligasystem. Selvom stadionkapaciteten i dag blot rummer knap det halve af fortidens toptal, har klubben formået at fastholde en identitet kendetegnet ved trofast opbakning, markante klubbfarver i blå og hvid samt et karakteristisk klublogo med Kent-grevskabets hvide hest. Denne artikel dykker dybt ned i alle centrale aspekter – fra historiske højdepunkter og økonomiske trængsler til stadionudvikling, rivaliseringer, kulturelle aftryk og statistiske rekorder.
Geografisk og organisatorisk profil
Placering i ligasystemet
Gillingham spiller i 2024-25-sæsonen i EFL League Two. Det er fjerde niveau under Premier League, Championship og League One, men klubben har historisk pendlet mellem det andet, tredje og fjerde niveau. Den højeste ligaplacering opnået er en 11.-plads i den næstbedste række (2002-03).
Professionel status
Siden tilbagekomsten til The Football League i 1950 har Gillingham opretholdt professionel drift. Klubben har en fuldtidsansat spillertrup, egen stabsstruktur og et akademi-miljø, som dog ikke er EPPP-klassificeret på højeste niveau.
Historisk overblik
Grundlæggelsen som New Brompton (1893-1912)
En gruppe lokale forretningsfolk lod sig i foråret 1893 inspirere af ungdomsklubben Chatham Excelsior F.C. og besluttede at oprette en klub, der kunne konkurrere i mere ambitiøse turneringer. Den 18. maj 1893 så New Brompton F.C. dagens lys. Samme dag købte de stifterne et stykke jord ved Priestfield Road for 1.500 pund; her opførtes Priestfield Stadium, som allerede 2. september samme år lagde græs til første kamp – et 1-5-nederlag mod Woolwich Arsenals reserver foran 2.000 tilskuere.
I 1894 blev klubben medstifter af Southern League og vandt straks Division Two (1894-95). Via sejr i en testkamp mod Swindon Town fulgte oprykning til Division One. De kommende år var præget af sportslige vanskeligheder, kulminerende med en sidsteplads i 1907-08, hvor nedrykning kun blev undgået, fordi ligaen udvidede deltagerantallet.
Southern League-årene og navneskifte (1912-1920)
I 1912 traf bestyrelsen beslutning om at skifte navn til Gillingham F.C.. Trøjerne blev samtidig ændret fra sort-hvide striber til røde skjorter med blå ærmer og byvåben på brystet. Den officielle ratifikation af navnet faldt først efter 1912-13-sæsonen, men holdet spillede gennemgående under det nye navn.
Efter 1. verdenskrig sluttede Gillingham sidst i Southern League Division One (1919-20). Samtlige hold i denne division blev dog straks hævet ind i det nyoprettede Football League Division Three, hvilket gav klubben en uventet billet til det nationale ligasystem.
Første periode i The Football League (1920-1938)
Debutsæsonen (1920-21) endte med en bundplacering, og den generelle tendens de næste 18 sæsoner var identisk: Gillingham forblev i den nederste ende af tabellen. I 1938 sluttede holdet atter sidst i Third Division (South). For femte gang skulle klubben ud i en såkaldt re-election-afstemning blandt øvrige ligaklubber, og denne gang tabte Gillingham afstemningen til Ipswich Town. Konsekvensen blev tilbagevenden til Southern League efter 18 år i ligasystemet.
Retur til non-league og dominans i Southern League (1938-1950)
Nedrykningen indledte en periode med lokal dominans. Allerede i 1945-46 hentede Gillingham både Kent League-mestertitlen og Kent Senior Cup. Året efter fulgte en sjælden ”double” med triumf i Southern League og Southern League Cup, krydret med en rekordsejr på 12-1 over Gloucester City i november 1946 – stadig den største Gills-sejr i en officiel kamp.
I 1948-49 blev Southern League-mesterskabet generobret, og da Football League besluttede at udvide Third Division (South) fra 22 til 24 klubber til sæsonen 1950-51, returnerede Gillingham til ligasystemet med overvældende stemmetal.
Permanente tilbagevenden til Football League (1950-1971)
Gillingham blev i Third Division (South) i otte sæsoner, men omstruktureringen i 1958 sendte klubben i den nydannede Fourth Division. Under manager Freddie Cox kulminerede et solidt genopbygningsarbejde i 1963-64, hvor Gills vandt sit allerførste Football League-mesterskab. Titelkampen mod Carlisle United blev afgjort på målgennemsnit (1,967 mod 1,948) – den snævreste margin i ligaens historie.
Nedrykning i 1970-71 betød tilbagekomst til Fourth Division, men prompt oprykning i 1973-74 sørgede for en hurtig korrektion. Klubben etablerede sig i Third Division og flirtede flere gange med endnu en stigning i hierarkiet.
Stabilisering og næsten-oprykninger (1971-1989)
Hele dette stræk var præget af kontinuitet og offensiv fodbold. I 1986-87 nåede Gillingham playoff-finalen, men tabte til Swindon Town. Netop i slut-80’erne udviklede klubben profiler som Steve Bruce og Tony Cascarino – sidstnævnte hentet fra non-league klubben Crockenhill som betaling for en sæt træningsdragter.
Sensationelle sejre på 8-1 over Southend United og 10-0 over Chesterfield på to på hinanden følgende lørdage i 1987 gav klubben national opmærksomhed. Det interne kaos kulminerede dog kort efter, da manager Keith Peacock blev fyret; i 1989 rykkede klubben ned i Fourth Division.
Nedtur, administration og genrejsning (1989-1999)
Resultaterne dalede, og i 1992-93 var klubben tæt på at ryge helt ud af Football League. I januar 1995 blev økonomien så kritisk, at Gillingham gik i administration. Afslutningen på sæsonen truede med definitiv eksklusion og lukning, men i juni trådte forretningsmanden Paul Scally ind og købte klubben.
Scally ansatte Tony Pulis som manager, og allerede i 1995-96 sikrede Gillingham sig oprykning som nummer to i Fourth Division (nu League Two). Tre år senere stod klubben i playoff-finalen til anden division, før et sent kollaps og straffesparksnederlag mod Manchester City satte drømmen på standby. Pulis blev efter finalen afskediget for ”groft brud på kontrakten”, og Peter Taylor tog over.
Guldalder i næstbedste række (2000-2005)
Taylor førte i 2000 Gillingham til sejr i playoff-finalen mod Wigan Athletic på Wembley (3-2 efter forlænget spilletid) – klubbens første indtræden i den næstbedste række nogensinde. Taylor forlod kort efter klubben, og Andy Hessenthaler blev spillende manager. Med en 11.-plads i 2002-03 opnåede klubben sin hidtil bedste ligaplacering. Efter et par hårde sæsoner endte Gills med at rykke ned i 2004-05.
Op- og nedrykninger i det 21. århundrede (2005-2023)
Relegationen i 2008 blev fulgt op af playoff-oprykning i 2009 (sejr over Shrewsbury Town), men en ny nedtur i 2010 sendte holdet tilbage i League Two, hvor et helt sæsonlangt fravær af udebanesejre blev dyrt. Hessenthaler kom tilbage på managerposten, inden Martin Allen overtog og i 2012-13 vandt League Two-mesterskabet.
Allen blev opsigtsvækkende fyret et halvt år efter triumfen. I årene 2013-2022 fastholdt klubben League One-status med en niendeplads i 2015-16 som højdepunkt, men sæsonen 2021-22 endte med nedrykning til League Two.
Ny ejerstruktur og fremtiden (2023-)
I december 2022 købte Florida-baserede ejendomsinvestor Brad Galinson en majoritetsandel, mens Paul Scally forblev minoritetsaktionær. I januar 2023 blev Galinson samtidig bekræftet som ny formand (Chairman). Klubben gik ind i 2024-25-sæsonen med ambitionen om atter at spille med om oprykning, støttet af en frisk kapitaltilførsel.
Stadion og faciliteter
Udvikling af Priestfield Stadium
Priestfield har været Gillinghams hjemmebane siden 1893. Anlægget gennemgik intense om- og nybygninger i 1930’erne og igen, langt mere radikalt, mellem 1995 og 2000 under Paul Scallys formandskab. Tre af fire tribuner blev revet ned og genopført. Den fjerde, Town End, blev fjernet med planer om at bygge en permanent Brian Moore Stand til ære for den kendte sportskommentator og livslange Gills-fan. Økonomiske vanskeligheder betød, at en midlertidig tribune opført i 2003 stadig står her i 2024.
Kapacitet og tilskuerstatistik
- Maximal opgivet kapacitet i 1940’erne: 25.000-30.000.
- Nuværende licenseret kapacitet: 11.582.
- Rekordtilskuertal: 23.002 (FA Cup vs. Queens Park Rangers, 10. januar 1948).
- Seneste sæson med fuldt publikumsgrundlag (2018-19): gennemsnit 5.128.
Navnerettigheder og sponsoraftaler
Mellem 2007 og 2010 bar anlægget navnet KRBS Priestfield Stadium via Kent Reliance Building Society. Fra 2011 har stadion officielt heddet MEMS Priestfield Stadium under en energiteknisk sponsoraftale.
Træningsanlægget Beechings Cross
Førsteholdet og ungdomsholdene træner i Grange Road, hvor området Beechings Cross ligger. I 2012 opstod en tvist med det lokale byråd om ubetalte regninger på over 30.000 pund; sagen blev efterfølgende løst internt.
Klubidentitet
Klubfarvernes udvikling
| Periode | Hjemmebanedragt |
|---|---|
| 1893-1913 | Sort-hvide lodrette striber, sorte shorts |
| 1913-1931 | Rød trøje, blå ærmer, byvåben |
| 1931-1990’erne | Kongeblå trøje, hvide shorts (små variationer) |
| 1990’erne | Blå-sorte striber (retro-hilsen til New Brompton) |
| 2003-04 (annonce) | Hvid trøje – plan skrinlagt efter fanprotester |
| 2010-11 | Blå-sorte striber igen |
| 2012-13 | Rød trøje med blå ærmer (100-års markering) |
| 2013- | Kongeblå trøje, hvid eller sort kontrast – valgt af sæsonkortholdere |
Crest, motto og maskot
Det nuværende våbenskjold er vertikalt delt. Venstre halvdel bærer sort-hvide striber som reference til de oprindelige farver; højre halvdel er kongeblå og prydes af Kent-symbolet – en stejlende hvid hest. Hestens man danner ordet ”Gills”. Under skjoldet ses devisen Domus clamantium (”hjemsted for de råbende mænd”). Maskotten Tommy Trewblu – ligeledes en hest – debuterede i oktober 1998.
Trøjesponsorer gennem tiderne
- Zanussi
- Chatham Maritime
- Medway Toyota
- Cannon Tool Hire
- Invicta FM
- Kool
- Medway News
- SeaFrance
- MHS Homes Group
- Kent Reliance Building Society
- Automatic Retailing
- MEMS Power Generation
- Medway Council
- Bauvill
Organisation og ledelse
Ejerforhold
Efter 27 år som hovedaktionær solgte Paul Scally i december 2022 majoriteten til Brad Galinson, der samtidig blev klubformand. Scally bevarede en minoritetspost.
Formænd
Gillingham har haft en række formænd siden 1893. Navne som George Peachey (starten af 1900-tallet), Bernard Baker (mellemkrigsårene) og Paul Scally (1995-2022) har sat væsentlige aftryk. Galinson blev officielt udnævnt i januar 2023.
Professionel stab
Den daglige drift forestås af en ledelse bestående af administrerende direktør, sportslig chef, cheftræner, rekrutterings- og analyseenheder samt et medicinsk team. Navne og roller ændres jævnligt; pr. 15. november 2024 var nøgleposter besat, men detaljer gengives ikke her, da fokus er på historiske hovedlinjer.
Managere gennem tiderne
| Periode | Manager | Bemærkninger |
|---|---|---|
| 1893-1896 | Komité | Fælles beslutningstagning |
| 1897-1906 | William Ironside Groombridge | Første anerkendte manager |
| 1906-1908 | Stephen Smith | Første fuldtidsansatte manager |
| 1908-1920 | W. I. Groombridge (igen) | Over 25 års samlet tjeneste |
| 1920 | Robert Brown | Fratrådte før sæsonstart |
| 1920-1922 | John McMillan | Første Football League-kamp |
| 1939-1957 | Archie Clark | Førte klubben tilbage til ligaen |
| 1962-1965 | Freddie Cox | Vandt Fourth Division 1963-64 |
| 1971-1974 | Andy Nelson | Genoprykning 1973-74 |
| 1981-1987 | Keith Peacock | Afskediget trods store sejre |
| 1995-1999 | Tony Pulis | Oprykning og playoff-finale |
| 1999-2000 | Peter Taylor | Playoff-sejr og historisk oprykning |
| 2000-2004 | Andy Hessenthaler | Bedste ligaplacering (11.) |
| 2004-2005 | Stan Ternent | Nedrykning |
| 2007-2010 | Mark Stimson | Nedrykning efter nul udebanesejre |
| 2010-2012 | Andy Hessenthaler (igen) | Returnerede som manager |
| 2012-2013 | Martin Allen | League Two-titel 2012-13 |
Spillere
Nuværende trup
Klubben registrerede en fuldtidsprofessionel førsteholdstrup pr. 1. juni 2025. Da navnelister ikke fremgår af de anvendte kilder, gengives ingen individuel oversigt her.
Reservespillere og akademi
Gillingham har traditionelt opretholdt et reserve- og U23-set-up samt flere ungdomshold. En række spillere – heriblandt Steve Bruce, Tony Cascarino og Matt Jarvis – tog de første skridt mod større karrierer på klubbens anlæg.
Legender og ”Wall of Fame”
- John Simpson – 571 ligakampe som målmand
- Andy Hessenthaler – spiller, kaptajn og senere manager
- Brian Yeo – 136 ligamål, delt sæsonrekord med 31
- Tony Cascarino – 110 mål i alle turneringer før karrierespring
- Steve Bruce – senere mangedobbelt engelsk mester
Landsholdsspillere fra klubben
Syv spillere er udtaget til A-landskampe, mens de repræsenterede Gillingham. Mest markant var Brent Sancho, som blev første Gills-spiller i en VM-slutrunde (Tyskland 2006 for Trinidad & Tobago). Han lavede holdets første – selvmål – i kampen mod Paraguay.
Årets spiller-kåringer
Siden 1968-69 har fans kåret en Player of the Season. Dermed hædres den mest konsistente præstation i løbet af et fodboldår – fuldstændige oversigter er tilgængelige via klubbarkiver.
Meritter og titler
| Kategori | Resultat | Sæson(er) |
|---|---|---|
| League Two / Division Four | Mester | 1963-64, 2012-13 |
| Runner-up | 1973-74, 1995-96 | |
| Playoff-vinder | 2008-09 | |
| League One / Division Two | Playoff-vinder | 1999-00 |
| Southern League | Mester | 1946-47, 1948-49 |
| Runner-up | 1947-48 | |
| Southern League Division Two | Mester | 1894-95 |
| Kent League | Mester | 1945-46 |
| Southern League Cup | Vinder | 1946-47 |
| Kent Senior Cup | Vinder | 1945-46, 1947-48 |
Statistikker og rekorder
Kamp- og målrekorder
- Flest kampe alle turneringer: Ron Hillyard – 657 (1974-1990).
- Flest ligakampe: John Simpson – 571 (1957-1972).
- Flest ligamål samlet: Brian Yeo – 136.
- Flest ligamål i én sæson: Brian Yeo & Ernie Morgan – 31.
- Flest mål i én kamp: Fred Cheesmur – 6 mod Merthyr Town, april 1930.
Tilskuer- og stadionrekorder
- Største sejr – professionel: 10-0 vs. Chesterfield (september 1987).
- Største sejr – samlet: 12-1 vs. Gloucester City (november 1946).
- Færrest indkasserede mål i en 46-kamp sæson: 20 (1995-96). Goalkeeper Jim Stannard holdt buret rent 29 gange.
Økonomiske rekordbeløb
- Højeste solgte spiller: Robert Taylor til Manchester City, £1,5 mio. (1999).
- Højeste indkøb: Carl Asaba fra Reading, £600.000 (1998).
Økonomi
Finansielle udfordringer
Klubben led under ITV Digital-kollapset, nedrykningen fra Championship og omfattende stadionrenoveringer. I 2006 blev strømmen på Priestfield midlertidigt afbrudt på grund af en gæld på omkring 100.000 pund til EDF Energy. Gældsbyrden toppede i 2008 nær 13 mio. pund.
Administration og gældsnedbringelse
Salg af stadionet til et holdingselskab for 10 mio. pund, senere tilbagekøb for 1 mio., reducerede forpligtelserne markant. Ekstraordinære transferindtægter (Paulo Gazzanigas skifte til Southampton, solidaritetsbetalinger på Matt Jarvis og Ryan Bertrand) styrkede balancen i 2012-13.
Rivaliseringer
Millwall
Kun 50 km ad motorvej A2 adskiller klubberne, hvilket skaber et naturligt lokalt modsætningsforhold – selv om hverken fanbaser betragter rivaliseringen som deres primære.
Swindon Town
Intensiteten stammer primært fra kampe med stor sportslig betydning (playoff 1987) og voldelige episoder i 2005-06. Gillingham-fans opfatter ofte Swindon som den vigtigste rival, hvilket dog ikke gengældes i samme grad.
Maidstone United
Da Maidstone blev Kent’s andet Football League-hold i 1989, opstod en regional rivalisering. Klubkonkursen i 1992 afbrød imidlertid den spirende antipati.
Nye potentielle rivaler
Fulham-konfrontationen i 1998, hvor en Fulham-fan mistede livet, skabte en vis spænding. I 2024-25 sæsonen vakte Bromleys ligadebut interesse for et nyt A2-derby, da byen historisk tilhørte Kent indtil 1965.
I populærkulturen
Gillingham har sat aftryk uden for banen. Komikeren Fred Emney filmede i 1956 en sketch, hvor han dribler forbi Gills-forsvaret og scorer, hvorefter klippet indgik i hans sitcom Emney Enterprises. Hooligan-filmen Green Street (2005) benyttede optagelser fra en Gillingham-kamp mod West Ham United – dog omdøbt til ”Birmingham City” i filmplottet. Biograffilmen The Shouting Men (2010) centrerer sig om Gills-tilhængere og rummer scener skudt på Priestfield.
Litteratur og videre læsning
- Andy Bradley & Roger Triggs: Home of the Shouting Men – Complete History of Gillingham F.C. 1893-1993 (1994).
- David Elligate: Gillingham F.C. On This Day (2009).
- Roger Triggs: The Men Who Made Gillingham Football Club (2001).
Fra de tidligste sort-hvide trøjer til moderne blå-hvide striber udgør Gillingham F.C. en fascinerende mosaik af lokal stolthed, vedholdende modstandskraft og fodboldromantik. Klubbens evne til at rejse sig efter nedture – både sportsligt og økonomisk – har sikret den en blivende plads i engelsk fodbolds kollektive bevidsthed, og fanbasens ufravigelige tro er fortsat fundamentet, mens nye kapitler skrives på Priestfield Stadium.
Seneste kommentarer