Asmir Begović

Asmir Begović, født 20. juni 1987 i Trebinje i det daværende Jugoslavien, er en bosnisk professionel målmand, som gennem to årtier har sat sig markant præg på europæisk klubfodbold såvel som på det bosniske landshold. Han fik sit gennembrud i England, hvor han har repræsenteret en række traditionsrige klubber fra Premier League og Championship og i 2013 opnåede international opmærksomhed, da han med et udspark scorede et mål fra næsten hele banen og siden blev anerkendt af Guinness World Records for den længste målscoring i fodboldens historie. Begovićs karriere er samtidig historien om en dreng, der som flygtning forlod hjemlandet, lærte sig flere sprog, voksede op i Tyskland og Canada og siden via talent, omstillingsevne og usædvanlig beslutningskraft nåede verdens største fodboldscene.

Barndom og ungdomsår

Begović voksede op i en bosnisk familie med solide fodboldrødder; faderen, Amir, var selv målmand med kampe for både Leotar fra Trebinje og Iskra Bugojno, mens moderen, Ajnija, stammer fra byen Stolac. Familiens tilværelse blev tidligt præget af urolighederne på Balkan, og allerede i fireårsalderen flygtede Asmir med forældrene til Tyskland, hvor han begyndte at spille organiseret fodbold i den lille klub FC Kirchhausen i Heilbronn. Da han fyldte ti, gik turen videre over Atlanten til Edmonton i den canadiske provins Alberta, og her fortsatte han fodboldudviklingen på St. Francis Xavier High School og i Southwest Sting – et miljø, som både gav ham canadisk tilknytning og de første ungdomslandskampe.

I 2003 blev talentet for alvor bemærket, da repræsentanter fra Portsmouth og Tottenham Hotspur inviterede den dengang 16-årige målmand til prøvetræning i England. Portsmouth handlede hurtigst og tilbød ham kontrakt, hvormed et omfattende britisk eventyr blev skudt i gang. På grund af manglende EU-pas måtte han de første år nøjes med at udvikle sig i klubbens ungdomsafdeling og via lejeophold, men fundamentet til en international karriere var lagt.

Klubkarriere

Portsmouth og de mange lejeophold

Efter ungdomskontrakten i Portsmouth fulgte en række lån, som skulle sikre regelmæssig spilletid. I belgiske La Louvière fik han sine første seniorskridt i 2005, inden han i 2006 blev udlånt til Macclesfield Town, hvor en knæskade kortvarigt satte ham ud af spillet. Det næste år bragte ham først til AFC Bournemouth og siden til Yeovil Town – begge gange i League One – og i det sidste Yeovil-ophold i efteråret 2008 noterede han sig for 14 ligakampe og tre clean sheets på et hold, der kæmpede mod nedrykning.

Den 18. maj 2009 opnåede han det længe ventede Premier League-debut for Portsmouth i en 3-1-sejr over Sunderland, og samme efterår stod han for klubben i alt 15 gange, selv om en kort udlejning til Ipswich Town også nåede at figurere i kalenderen.

Stoke City (2010-2015)

1. februar 2010 købte Stoke City den 22-årige Begović for 3,25 mio. pund og udstyrede ham med en kontrakt på fire og et halvt år. Under Tony Pulis voksede han gradvist ind i rollen som førstemålmand, og allerede i sæsonen 2010/11 overtog han trøje nummer 1. Sæsonen 2012/13 markerede et decideret højdepunkt; her vogtede han buret i samtlige 38 Premier League-kampe, indkasserede relativt få mål i den første halvdel af turneringen og blev efterfølgende kåret til Årets Spiller i klubben.

Den 2. november 2013 skrev han sig ind i både klub- og fodboldhistorien, da et velplaceret – og kraftigt vindunderstøttet – udspark mod Southampton efter blot 13 sekunder sprang hen over modstandernes bagkæde, lobbede målmand Artur Boruc og røg i nettet fra en afstand på 97,5 yards (cirka 91,9 meter). Mødet med græsset var Begovićs eneste berøring i situationen, og scoringen placerede ham som blot den femte målmand til at lave mål i Premier League og senere som indehaver af verdensrekorden for længste mål.

Trods et brækket fingerled ved juletid 2013, som kostede fem kampes pause, nåede han 172 førsteholdskampe for Stoke, inden han i juli 2015 søgte nye udfordringer.

Chelsea (2015-2017)

Premier League-mestrene fra Chelsea hentede ham 13. juli 2015 for 8 mio. pund og bandt ham til Stamford Bridge frem til 2019. Hans konkurrencesituation var præget af belgiske Thibaut Courtois’ status som ubestridt førstevalg, men Begović fik alligevel en lang række optrædener i efteråret 2015 – særligt mens Courtois var skadet – og lagde ud med Premier League-debut for London-klubben i en uafgjort mod Swansea, hvortil han blev indskiftet efter et rødt kort til sin konkurrent.

I anden sæson blev spilletiden begrænset til to ligakampe, men holdet sikrede sig mesterskabet 2016/17, og Begović modtog – på trods af det beskedne antal minutter – en officiel medalje for sin indsats i truppen.

AFC Bournemouth og perioden med udlån (2017-2021)

30. maj 2017 skrev han under på en flerårig aftale med AFC Bournemouth og vendte dermed tilbage til den sydkystklub, som han i 2007 havde repræsenteret på lejemål. I sæsonen 2017/18 stod han samtlige 38 Premier League-opgør, leverede flere nøglepræstationer – blandt andet en 3-0-sejr på udebane mod sin tidligere arbejdsgiver Chelsea – og blev af manager Eddie Howe fremhævet som “hver en penny” værd.

En vanskelig periode i starten af 2019, hvor Bournemouth tabte fire kampe i træk og lukkede 14 mål ind, kostede ham pladsen til rutinerede Artur Boruc, og samme sommer manglede han minutiøs kampevaluering i England. Den manglende spilletid blev løst med to udlån: først til Qarabağ FK i Aserbajdsjan fra september 2019 til januar 2020, hvor han debuterede med et clean sheet i en 2-0-sejr over Neftçi, dernæst til AC Milan, hvor han i februar 2020 fik Serie A-debut som afløser for en skadet Gianluigi Donnarumma i et 1-1-opgør mod Fiorentina. I Championship-sæsonen 2020/21 var han atter fast mand for Bournemouth, spillede 45 kampe og holdt nullet 15 gange.

Everton, Queens Park Rangers og Leicester City (2021- )

Begovićs næste permanente stop blev Everton, som han tiltrådte 20. juli 2021 på en etårig aftale med option. Han agerede reserve for Jordan Pickford og fik blandt andet Premier League-startplads i et 0-3-nederlag til Aston Villa i september 2021. Efter to sæsoner i Liverpools blå halvdel valgte han at afslå en kontraktforlængelse, og han rykkede derfor videre til Queens Park Rangers i juli 2023. Her vogtede han målet gennem Championship-sæsonen 2023/24, inden samarbejdet sluttede ved udløbet af kontrakten i juni 2024.

I august 2024 vendte han kortvarigt tilbage til Everton på en kort kontrakt, der udløb i sommeren 2025, og allerede måneden efter skrev han under på en etårig aftale med Leicester City, hvor han igen arbejder sammen med den spanske manager Martí Cifuentes. Dermed fortsætter målvogteren, i en alder hvor mange kolleger overvejer handskeophæng, sin lange engelske karriere i endnu en traditionsrig klub.

Landsholdskarriere

Canada – de første internationale skridt

Begović repræsenterede Canada på ungdomsniveau og var førstemålmand ved U-20-VM på hjemmebane i sommeren 2007. Her måtte han i gruppespillet konstatere tre nederlag uden canadiske scoringer, og i den sidste kamp mod Congo fik han rødt kort for at redde bolden uden for feltet efter en uheldig opspring på en våd bane – en episode, som med canadiske øjne blev symbol på turneringen. Han nåede også flere A-landsholdsudtagelser, men kom aldrig i kamp, idet Lars Hirschfeld var foretrukken keeper under VM-kvalifikationen 2010.

Skiftet til Bosnien-Hercegovina

Da FIFA i juni 2009 ophævede aldersgrænsen for nationelt skifte, besluttede Begović at følge sit fødeland og takkede ja til en indkaldelse fra Bosnien-Hercegovina. Debuten faldt 10. oktober 2009, hvor han i dommerens tillægstid mod Estland erstattede Kenan Hasagić. I marts 2010 bevogtede han buret i anden halvleg af en 2-1-sejr mod Ghana, og fra august 2012 blev han fast førstevalg under Safet Sušić.

Kvalifikationskampen mod Litauen 15. oktober 2013, vundet 1-0, sikrede Bosnien-Hercegovina landets første VM-deltagelse, og Begović stod alle tre opgør ved slutrunden i Brasilien 2014, heriblandt den historiske sejr på 3-1 over Iran. Han modtog samme år prisen som landets Årets Fodboldspiller, hvilket understregede hans status hjemme i Bosnien. Siden 2018 har han dog kun sporadisk figureret i truppen, dels som følge af hård konkurrence fra Ibrahim Šehić og Kenan Pirić, dels fordi klubprioriteter lejlighedsvis gav afbud.

Spillestil og særlige kendetegn

Med en højde, der giver ham naturlig rækkevidde i feltet, kombineret med en hurtig reaktionsevne på stregen, har Begović altid været kendt for sine sikre hænder og evnen til at gribe – frem for at bokse – høje indlæg. Han besidder en bemærkelsesværdig sparketeknik, hvilket ikke blot blev demonstreret ved rekordmålet mod Southampton, men også i adskillige kampe, hvor han har leveret lange, præcise udspark og endda en officiel landskampsassist mod Belgien i en 4-3-kamp i kvalifikationen til VM 2018.

Hans evne til hurtigt at omstille spillet, hans taktiske forståelse og hans sproglige kompetencer – flydende bosnisk, tysk, engelsk og fransk – har gjort ham til en populær skikkelse i omklædningsrummet, uanset om det har været i det sydengelske, i Milano eller i Aserbajdsjan.

Meritter og udmærkelser

• Premier League-mester med Chelsea: 2016/17
• FA Cup-finalist med Chelsea: 2016/17
• Aserbajdsjansk ligamester med Qarabağ FK: 2019/20
• Årets Spiller i Stoke City: 2012/13
• Bosnisk Fodboldspiller året: 2012 (Idol Nacije-prisen)
• Canadas U-20-spiller året: 2007
• Udtaget til EFL Championships Team of the Season: 2020/21
• Guinness World Records-indehaver for længste mål i professionel fodbold: 97,5 yards (2013)

Privatliv

Uden for banen har Begović engageret sig i velgørenhed. Allerede i 2011 støttede han FC Edmontons børneprogram Kicks for Kids, og i oktober 2013 etablerede han sin egen velgørende organisation, Asmir Begović Foundation, der investerer i sportsfaciliteter til børn og unge. Den 18. juni 2011 giftede han sig med den amerikanskfødte Nicolle Howard, med hvem han har døtrene Taylor (2009) og Blair Rose (2017).

Som praktiserende muslim tilpasser han sin kost under ramadanen til de fysiske krav på træningsbanen. Han holder fortsat af at se tysk fodbold og nævner ofte Oliver Kahn som sin barndoms største inspirationskilde. Lillesøsteren Denis – også målmand – har i en periode prøvet kræfter med engelske ungdomsrækker, og familien, der begyndte rejsen som flygtninge, har på den måde fået fodbolden som samlingspunkt på tværs af landegrænser.

Med sin fortsatte karriere i Leicester City demonstrerer Asmir Begović, at beslutsomhed, tilpasningsevne og faglig stolthed kan holde en målmand på topniveau langt ind i trediverne, ja endda i den alder hvor de fleste andre har lagt handskerne på hylden. Hans historie tjener som et eksempel på, hvordan fodbolden kan binde kulturer sammen og skabe muligheder, selv når udgangspunktet er flygtningelejre og nye sprog.