Ashley Barnes

Ashley Luke Barnes, født 30. oktober 1989 i Bath i det sydvestlige England, er en målfarlig og arbejdsom angriber, som i mere end et årti har markeret sig i engelsk klubfodbold. Selvom han er født og opvokset i Somerset, besidder han også østrigsk tilknytning gennem sin farmor, og han har nået at repræsentere Østrig på U20-landsholdet én enkelt gang. Barnes er især kendt for sine mangeårige præstationer for Burnley F.C., hvor han af mange supportere anses som en moderne klublegende, fordi han med sine vigtige scoringer, sin ihærdige spillestil og sin store klubloyalitet blev et symbol på en gylden Burnley-periode med fire oprykninger til Premier League, to placeringer i ligaens top ti og den historiske kvalifikation til Europa League i sæsonen 2017/18.

Tidlige år og ungdomsfodbold

Barnes voksede op i landsbyen Dunkerton nær Bath og gik på Writhlington School. Som dreng spillede han for den lokale klub Bath Arsenal, hvor han blandt andet delte omklædningsrum med den senere Premier-League-profil Scott Sinclair. Han var også kortvarigt tilknyttet Bristol Rovers’ akademi, men blev sluppet fri, før han for alvor slog igennem.

Klubkarriere

Paulton Rovers: gennembrud i non-league

Det første egentlige senior­gennembrud kom hos Southern League-mandskabet Paulton Rovers, hvor Barnes hurtigt opbyggede et ry som en produktiv afslutter. De mange mål gjorde større klubber opmærksomme på ham, og i marts 2007 blev han inviteret til en længerevarende prøvetræning hos Championship-holdet Plymouth Argyle.

Plymouth Argyle: de første professionelle skridt

Prøven bar frugt; Plymouth tilbød ham en 18-måneders kontrakt, efter at han havde imponeret for reserveholdet. Han debuterede for klubbens førstehold den 14. august 2007 i ligacuppens første runde mod Wycombe Wanderers, hvor han erstattede Sylvan Ebanks-Blake.

Selv om udsigterne til fast spilletid på Home Park var begrænsede, gav klubben ham værdifuld erfaring gennem en serie lejeophold:

• Oxford United (november 2007) – fem kampe, inklusiv to FA-Cup-opgør mod Southend United.
• Salisbury City (marts 2008) – fem ligakampe uden scoring.
• Eastbourne Borough (november 2008 til januar 2009) – lejen blev forlænget, før Plymouth kaldte ham tilbage.

I foråret 2009 fik han endelig en række førsteholdskampe for Plymouth, hvor han blandt andet scorede mod Coventry City. Klubbens ledelse kvitterede med en toårig kontrakt­forlængelse i maj 2009.

I februar 2010 fulgte endnu et kort lejeophold, denne gang hos League-Two-klubben Torquay United. Seks kampe senere trak Plymouth ham hjem igen.

Brighton & Hove Albion: fra League One til Championship

Den 25. marts 2010 skiftede Barnes på leje til Brighton & Hove Albion. Allerede to dage senere nettede han i sin debut mod Tranmere Rovers. Det overbeviste sydkystklubben om at gøre aftalen permanent, og den 8. juli 2010 skrev han under på en toårig kontrakt.

I sæsonen 2010/11 blev Barnes med 20 mål i 49 kampe kun overgået af Glenn Murray på klubbens topscorer­liste. Et af sæsonens mest mindeværdige øjeblikke kom 12. april 2011, da hans sejrsmål mod Dagenham & Redbridge matematisk sikrede Brightons oprykning til Championship.

Også i Championship-comeback-sæsonen 2011/12 var Barnes førstevalg i angrebet. Han sluttede som hele truppens mest scorende spiller med 14 fuldtræffere på tværs af turneringerne, heraf 11 i ligaen.

En kontrovers ramte ham den 9. marts 2013, da han i dommerens tillægstid forsøgte at fange dommerens ben i en kamp mod Bolton Wanderers. Det udløste et direkte rødt kort og efterfølgende syv kampes karantæne. Da han vendte tilbage 20. april, svarede han dog igen på banen ved at lave to mål og blive kåret til kampens spiller i en 6-1 sejr over Blackpool.

Første periode i Burnley: vejen til legende­status

Den 10. januar 2014 købte Burnley ham fri af Brighton på en tre-og-et-halvt-årig aftale. Barnes scorede hurtigt vigtige mål: 8. november 2014 sikrede han sæsonens første Premier-League-sejr med en 1-0-scoring mod Hull City, og den 13. december fulgte endnu et matchvinder­mål mod Southampton.

I februar 2015 kom han i rampelyset, da et hårdt indgreb på Chelseas Nemanja Matić medførte voldsom kritik fra José Mourinho. Barnes slap for sanktioner, men kort tid senere, 24. maj 2015, blev han hårdt ramt selv: en korsbåndsskade mod Aston Villa kostede ham det meste af den efterfølgende sæson.

Efter tilbagekomsten skrev han sig yderligere ind i klubhistorien. Den 3. marts 2018 sendte han Burnley til sejr over Everton med sit 16. Premier-League-mål – flest af nogen Burnley-spiller siden ligaens oprettelse i 1992. I april 2019 blev han berygtet (og småkomisk) noteret for et gult kort for at kysse Cardiff-forsvareren Joe Bennett.

21. januar 2021 stod han for kampens eneste mål på straffespark, da Burnley besejrede de regerende mestre Liverpool på Anfield og brød hjemmeholdets 68 kampe lange ubesejrede Premier-League-stime. Målet var samtidig Barnes’ 100. scoring i seniorkarrieren.

I april 2023 nettede han sit 50. ligamål for Burnley i en 2-1 sejr ude mod Middlesbrough, en sejr der definitivt sikrede oprykning tilbage til Premier League og markerede hans tredje oprykning med klubben. Efter ni år med ”The Clarets” annoncerede Barnes, at kontrakten udløb i juni 2023, og han takkede af med en scoring i sidste kamp – en 3-0-sejr over Cardiff City på Turf Moor, hvor han forlod banen til stående ovationer.

Norwich City: et nyt kapitel og skadesproblemer

Den 17. maj 2023 offentliggjorde Norwich City, at Barnes ville tilslutte sig klubben ved kontraktudløb i Burnley 1. juli. Han fik debut 5. august 2023 i en 2-1 sejr over Hull City og scorede sit første Norwich-mål mod Millwall 20. august, efterfulgt af endnu en scoring – denne gang på straffespark – mod Huddersfield Town.

Et uheld den 20. september 2023 mod Leicester City medførte en skade, som holdt ham ude til slutningen af november. Trods et comeback nåede han kun seks ligemål i 35 optrædener, mens Norwich sluttede som nummer 6 og røg ud af Championship-playoffen efter et klart nederlag til Leeds United.

Efter sæsonen måtte Barnes opereres for en lægskade. Opsvinget trak ud, og han var først tilbage på banen 26. november 2024 som indskifter i en 6-1 sejr over sin tidligere klub Plymouth. Spilletiden forblev begrænset, og hans sidste Norwich-optræden kom 1. januar 2025.

Tilbagevenden til Burnley

Allerede dagen efter – 2. januar 2025 – vendte Barnes tilbage til Burnley på en fri transfer med kontrakt til 30. juni 2025. Klubben meddelte 20. maj 2025, at man drøftede en forlængelse, hvilket understreger den særlige relation mellem angriberen og Burnley-fanbasen.

International karriere

Selv om Barnes er engelsk født, gjorde en farmor fra Klagenfurt ham formelt kvalificeret til at spille for Østrig. Østrigske scouts opdagede ham under Plymouths træningslejr i 2008, og 19. august samme år debuterede han for Østrigs U20-landshold, da han som 73.-minut-indskifter erstattede Julius Perstaller i en firenationers turnering mod Schweiz.

Efter gennembruddet i Premier League udtrykte han flere gange – senest i marts 2018 – ønske om at blive udtaget til det østrigske A-landshold. Han indledte i 2018 processen med at opnå østrigsk statsborgerskab, men ansøgningen blev afvist af det østrigske indenrigsministerium i februar 2019. Dermed forblev U20-kampen hans eneste officielle landskamp.

Personlige forhold

Uden for banen beskrives Barnes som jordnær og tæt knyttet til rødderne i Somerset. I 2019 udgav Burnley-grime-artisten Bacchus sangen ”Ashley Barnes”, der hylder angriberens kompromisløse stil og berygtede evner for såkaldt ”gamesmanship”.

Spillerprofil

Barnes er primært frontløber, der kombinerer fysisk styrke, aggressivitet og en vedholdende arbejdsmoral. Især i Burnley-tiden blev han værdsat for sin evne til at score afgørende mål, holde på bolden under pres og personificere klubbens fighting-spirit. At han blev anset som en ”moderne Burnley-legende” skyldes både hans store målhøst, de mange oprykninger og den centrale rolle i kvalifikationen til Europa League i 2017/18.

Statistik og meritter

Pr. 3. maj 2025 lyder hans samlede førsteholdsstatistik på mere end 500 kampe og 130 mål på tværs af liga- og cupturneringer, fordelt på Paulton Rovers, Plymouth Argyle, Oxford United, Salisbury City, Eastbourne Borough, Torquay United, Brighton & Hove Albion, Burnley og Norwich City.

Titler

• Brighton & Hove Albion – vinder af Football League One 2010/11.
• Burnley – vinder af Football League Championship 2015/16 og EFL Championship 2022/23; oprykning som nummer 2 i 2013/14.

Derudover har han noteret sig for tre personlige milepæle hos Burnley: flest Premier-League-mål i klubbens historie pr. 2018, 100 seniormål i januar 2021 og 50 ligamål for Burnley i april 2023.

Eftermæle

Uanset om kontraktforlængelsen med Burnley materialiserer sig, er Ashley Barnes allerede sikret et særskilt kapitel i klubbens historie. En rejse der begyndte i non-league-rækkerne og førte til vigtige mål mod både Everton og Liverpool, kombineret med lojalitet og udstråling på banen, gør ham til et forbillede for yngre spillere, der vil kæmpe sig op ad de engelske fodboldrækker med hårdt arbejde og urokkelig vilje.