Watford FC

Watford Football Club er et navn, der siden slutningen af det 19. århundrede har været flettet tæt sammen med Hertfordshires fodboldidentitet, og klubben har formået at skabe en bemærkelsesværdig fortælling om kontinuerlige op- og nedture, dramatiske oprykninger, flere finansielle kriser og uforglemmelige øjeblikke i de store nationale cupturneringer. Klubben har i tidens løb bevæget sig fra de ydmyge amatørbaner i og omkring Watford til Vicarage Road, der med sin kapacitet på godt 21 500 tilskuere nu danner rammen om hver eneste hjemmebanekamp for The Hornets.

Her på Fodbold England kan du læse meget mere om Watford FC. Vi bringer dig de seneste Watford FC kampe, vi viser dig alle de aktuelle Watford FC stillinger, og du kan også få masser af spændende information om Watford FC og klubbens historie samt en oversigt over alle Watford FC spillere på holdet.

Vi opdaterer løbende stillinger og kampe, så du altid kan følge med i, hvordan det går for Watford FC i sæsonen her på Fodbold England.

Watford FC Stillinger

Se de aktuelle Watford FC stillinger herunder, for alle turneringer som Watford FC deltager i:

Stillingerne kunne ikke indlæses. Prøv at opdatere siden.

Watford FC Kampe

Her kan du se alle de kampe som Watford FC skal spille på tværs af alle turneringer denne sæson. Du kan både se de spillede kampe samt kommende kampe for Watford FC.

Vi opdaterer kampprogrammet løbende så du altid kan følge med i alle Watford FC kampe og se alle resultaterne mens de sker.

Kommende Watford FC Kampe

Kampe kunne ikke indlæses. Prøv at opdatere siden.

Færdigspillede Watford FC kampe

Kampe kunne ikke indlæses. Prøv at opdatere siden.

Watford FC Spillere

Her kan du se alle spillere på Watford FCs hold:

Spillerlisten kunne ikke indlæses. Prøv at opdatere siden.

Watford FC Historie og Info

Watford Football Club er et navn, der siden slutningen af det 19. århundrede har været flettet tæt sammen med Hertfordshires fodboldidentitet, og klubben har formået at skabe en bemærkelsesværdig fortælling om kontinuerlige op- og nedture, dramatiske oprykninger, flere finansielle kriser og uforglemmelige øjeblikke i de store nationale cupturneringer. Klubben har i tidens løb bevæget sig fra de ydmyge amatørbaner i og omkring Watford til Vicarage Road, der med sin kapacitet på godt 21 500 tilskuere nu danner rammen om hver eneste hjemmebanekamp for The Hornets.

Midt i denne rutsjebanetur har Watford FC formået at fastholde en stærk lokal forankring, et særegent farve- og klubmærke, skiftende, men passionerede ejerkredse og ejermænd – ikke mindst popikonet Elton John og siden 2012 den italienske Pozzo-familie – samt en ganske unik merithistorik: to FA Cup-finaler, flere cup-semi­finaler, europæisk fodbold i begyndelsen af 1980’erne og adskillige oprykninger hen over de fire professionelle niveauer i det engelske ligasystem.

Artiklen her forsøger at give den mest fyldest­gørende og strukturerede gennemgang af Watford FC’s omkring 145 år lange historie og nutid, organiseret i tematiske h2- og h3-afsnit, der dækker alt fra de tidligste amatørår via Graham Taylors gyldne æra, perioder med sportslig og økonomisk recession, klubbens stadion og identitet, rivaliseringen med Luton Town, de største resultater og rekorder samt oversigter over managere, top­spillere og klub­officials.

Historisk udvikling

Tidlige rødder og fusionen i 1898

Watford FC kan spore sine rødder tilbage til 1881, hvor en gruppe lokale unge – anført af Henry Grover – stiftede Watford Rovers. I de tidlige år spillede holdet blot venskabskampe på flere forskellige baner i byen, og det første FA Cup-eventyr fandt sted allerede i sæsonen 1886-87. I 1891 blev fodbold­aktiviteterne formelt integreret i West Hertfordshire Club and Ground, hvorefter navnet ændredes til West Herts i 1893.

I foråret 1898 blev West Herts og Watford St. Mary’s enige om en sammenslutning, og resultatet blev Watford Football Club, som fra da af drev professionel fodbold i byen. Fusionen kom kort efter, at West Herts var gået professionel for at vende en sportslig deroute, og kort efter trådte klubben ind i Southern League.

Sølvalder i Southern League og indtræden i The Football League

Et markant skridt fremad kom i sæsonen 1914-15, hvor manager Harry Kent styrede Watford til det første store trofæ, nemlig mesterskabet i Southern League. Efter Første Verdenskrigs afbrydelse fastholdt klubben sin position ved at blive nummer to i 1919-20 på bedre målscore, hvorefter den i 1920 – sammen med en række andre Southern League-klubber – blev optaget i den nyoprettede Third Division i The Football League.

Årene i Third Division South og overgangen til en national struktur

Fra 1921 organiserede ligaen tredje niveau i to parallelle geografiske rækker. Watford formåede ikke at slutte bedre end nummer seks i perioden 1922-34, og et 21.-plads i 1926-27 tvang klubben ud i genvalg til ligasystemet – et genvalg der lykkedes med enstemmig opbakning fra klubberne i de to øverste divisioner. Bedre tider fulgte i midten af 1930’erne under Neil McBain og Bill Findlay, hvor fem på hinanden følgende top-seks-placeringer og sejren i Third Division South Cup 1937 vidnede om fremgang, men Anden Verdenskrig afbrød yderligere fremskridt.

Efterkrigstiden, fjerde division og første Football League-oprykning

Efter krigen slog Watford stadig sine folder i tredje niveau, men sluttede helt nede som nummer 23 i 1950-51 – igen blev klubbens ligastatus reddet via genvalg. Omstruktureringen i 1958-59 reducerede de geografiske skel, og Watford røg ned i den helt nydannede Fourth Division. Her sørgede Ron Burgess i 1959-60 for den første Football League-oprykning, anført af den rekord­producerende angriber Cliff Holton med 42 ligamål.

Ken Furphy, semifinalen i 1970 og ny nedtur

Efter korte, men lovende år under Bill McGarry overtog Ken Furphy posten i 1964, og med profiler som Dennis Bond og Keith Eddy sikrede klubben sig det historiske Third Division-mesterskab i 1968-69 – kronet af en FA Cup-semifinale mod Chelsea året efter. Manglende økonomiske muskler tvang dog Furphy til salg af nøglespillere; da han drog videre til Blackburn Rovers, indledtes et decideret fald, som kulminerede med nedrykning til Fourth Division i 1975.

Elton John bliver formand: visionen om toppen

Et af historiens mest bemærkelsesværdige kapitler begyndte i 1976, hvor rock-legenden Elton John – livslang Watford-tilhænger – købte klubben og straks erklærede, at målet var First Division. Sangerens første store ledelsesbeslutning var at afskedige Mike Keen og i 1977 ansætte den dengang 32-årige Graham Taylor.

Graham Taylors første æra (1977-87): fra fjerde til første niveau

Taylor leverede en enestående serie: Fourth Division-mesterskab i 1977-78, oprykning fra Third Division 1978-79 og, efter et par stabiliserende sæsoner, en dramatisk andenplads i Second Division 1981-82. Dermed spillede Watford for første gang i First Division i 1982-83 – kun syv år efter at have været sidst i ligasystemet.

Debutsæsonen på øverste hylde endte sensationelt med sølv­medaljer bag Liverpool og gav billet til UEFA Cuppen 1983-84. To år senere, i 1984, nåede Watford sin første FA Cup-finale, som Everton dog vandt. Efter en niendeplads i 1986-87 drog Taylor til Aston Villa, og en vanskelig periode tog sin begyndelse.

Sammenbruddet 1987-97

Dave Bassett efterfulgte Taylor, men efter fire sejre i 23 ligakampe blev han fyret, og Watford rykkede ned i 1987-88. Steve Harrison førte holdet til playoff-nederlag i 1989, og trods enkelte lyspunkter – bl.a. FA Youth Cup-triumfen samme år – dalede klubben støt og røg helt ned i Division Two (tredje niveau) i 1995-96.

Taylor vender hjem og Premier League-debut 1999-2000

I 1996 vendte Graham Taylor tilbage, først som director of football, senere igen som manager. Resultatet blev nyt mesterskab i Second Division 1997-98 og playoff-sejr over Bolton i 1999, hvilket gav klubben dens første Premier League-sæson. Starten bød på en overraskende sejr over Liverpool, men ellers blev det til en sidsteplads og øjeblikkelig tilbagevenden til niveau to. Taylor gik på pension i 2001.

Gianluca Vialli, Ray Lewington og de finansielle problemer

Efter Taylor blev den tidligere Chelsea-manager Gianluca Vialli ansat. Store investeringer i spillere og lønninger skubbede omkostningerne i vejret, men sportsligt endte sæsonen 2001-02 blot med en 14.-plads. Vialli blev fyret, og Ray Lewington overtog, netop som ITV Digitals kollaps udløste en finansiel krise i store dele af The Football League. Spillerne accepterede lønnedgang for at redde klubben, og FA Cup-semi­finalen 2003 leverede livsvigtig kapital.

Aidy Boothroyd og kort Premier League-ophold 2006-07

Lewington blev afløst af den unge Aidy Boothroyd, der i 2005-06 førte Watford til en suveræn play-off-finalesejr over Leeds United og dermed retur til Premier League. Fem sejre i ligaen var dog ikke nok til overlevelse, men holdet nåede FA Cup-semi­finalen. Boothroyd forblev manager, investerede tungt i bl.a. Nathan Ellington, og klubben toppede Championship tidligt i 2007-08, men formdyk og et svimlende 6-1-nederlag til Hull i playoff sendte oprykningsdrømmen til tælling.

Hurtige managerskift og Pozzo-overtagelsen

2008-12 var præget af hyppige trænerskift: Brendan Rodgers, Malky Mackay og Sean Dyche havde alle relativt korte perioder på posten, og klubben balancerede flere gange på randen af administration. I juni 2012 solgte Laurence Bassini imidlertid Watford til den italienske Pozzo-familie, kendt for ejerskab af klubber i flere lande, og Gianfranco Zola blev udpeget som cheftræner.

Vejen til Premier League under Pozzo-familien

Zola førte i 2012-13 Watford til tredjepladsen og en spektakulær playoff-finale, tabt til Crystal Palace. Efter endnu et par ustabile år med Beppe Sannino, Óscar García, Billy McKinlay og Slaviša Jokanović lykkedes det sidstnævnte at sikre direkte oprykning i 2014-15. Jokanovićs kontrakt blev dog ikke forlænget, og Quique Sánchez Flores fik ansvaret i 2015-16. Takket være solide præstationer sluttede Watford som nummer 13 i Premier League og nåede FA Cup-semi­finalen.

Herefter fulgte en række kort­livede epoker: Walter Mazzarri (2016-17), Marco Silva (2017-18), Javi Gracia (2018-19) – der ledte holdet til endnu en FA Cup-finale, om end med et rekord­stort 0-6-nederlag til Manchester City – og to tilbagevendende omgange med Quique Sánchez Flores. Nigel Pearson reddede holdet fra nedrykning i store dele af 2019-20, men blev fyret to kampe før sæsonslut, og nedrykningen blev en realitet.

Hurtig oprykning og ny nedtur 2020-22

Vladimir Ivic startede 2020-21, men Xisco Muñoz afsluttede den og sikrede direkte oprykning som nummer to. I Premier League 2021-22 fulgte endnu en managerkarusel med Muñoz, Claudio Ranieri og Roy Hodgson, og Watford sluttede igen næstsidst.

Seneste udvikling (2022-25)

I Championship 2022-23 blev Rob Edwards fyret efter 11 kampe, mens Slaven Bilić og efterfølgende Chris Wilder begge kun fik måneder til rådighed. Valérien Ismaël indledte 2023-24, men blev afløst af klubbens tidligere midtbanespiller Tom Cleverley, der i april 2024 fik jobbet permanent, før han i 2025 blev afskediget. I juni 2024 satte Pozzo-familien 10 % af klubaktierne til salg med henblik på fan-eje for at styrke kapitalgrundlaget.

Klubidentitet

Farver og tilnavne

• Før 1909: varierende kombinationer af røde, grønne og gule striber.
• 1909-tidligt 1920’erne: sort-hvidt sæt, hvilket gav tilnavnet The Blues.
• 1920’erne-1959: helblå trøjer.
• 1959-76: guld (senere gul) med sorte bukser; herefter stemte fansene for tilnavnet The Hornets.
• 1976 → : gul dominerer, ofte accentueret af rødt.

Klublogo og maskot

Klubbens tidligste kælenavn var The Brewers – en reference til Benskins Brewery, der ejede Vicarage Road. I 1974 fik logoet figuren Harry the Hornet, men i 1978 blev hornetten erstattet af en hjort (hart) – et historisk symbol for Hertfordshire. Det har senere vist sig, at motivet reelt forestiller en elg, selv om mange fans traditionelt har omtalt det som en hjort.

Klubsange

Spillerne løb i mange år på banen til tv-temamelodien Z-Cars, men i april 2019 skiftede Watford midlertidigt indgangstema til Elton Johns I’m Still Standing. Efter pres fra fans vendte klubben samme sommer tilbage til Z-Cars.

Stadion og faciliteter

Fra Cassio Road til Vicarage Road

Klubben spillede på Cassio Road fra 1890 til 1922, hvorefter den flyttede til det nuværende Vicarage Road, et stenkast fra bymidten. Banen tilhørte oprindeligt Benskins Brewery, men Watford købte skødet i 2001. En finansiel krise tvang dog klubben til at sælge grunden i 2002 med mulighed for tilbagekøb for £7 mio., hvilket fansene sikrede gennem kampagnen “Let’s Buy Back the Vic” i 2004.

Nuværende tribuner og kapacitet

Tribune	Åbnet	Kapacitet	Særlige kendetegn
Graham Taylor Stand	1986	To niveauer	VIP-områder øverst
Vicarage Road Stand	1990’erne	–	Familieafsnit + udehold
Rookery Stand	1990’erne	–	Kernen af hjemmefans
Elton John Stand	2014	3 500 + senere udvidet	Opkaldt efter den tidligere formand

Den samlede kapacitet er 21 577. Stadionet husede mellem 1997 og 2013 rugbyklubben Saracens, har været ramme om U21-landskampe og benyttet til Elton Johns velgørenheds­koncerter i 1974, 2005 og 2010.

Træningsanlæg

Watford FC har sit trænings­anlæg på University College London Unions område i Shenley, St Albans, hvilket giver adgang til moderne græs- og kunstgræsbaner.

Rivalisering med Luton Town

Naboopgøret mellem Watford og Luton Town er blandt de mest indædte i det sydlige England. Rivaliseringen tog fart i Southern League-tiden 1900-20 og blev forstærket af et berygtet, voldsomt opgør i 1969, hvor tre spillere blev udvist. Begge klubber rykkede op i First Division i 1981-82 – Luton som mestre, Watford som nummer to – og rykkede sammen ned fra Premier League i 1995-96.

Mellem 2006-07 og 2019-20 lå Watford konstant højere end Luton, der endda befandt sig uden for The Football League 2009-15. Rivaliseringen blussede op igen i Championship 2020-21: Watford sejrede 1-0 hjemme 26. sept. 2020, mens Luton vandt 1-0 i returkampen 17. april 2021. Det indbyrdes opgør står aktuelt (ifølge officielle konkurrencer) 55-38-29 i Lutons favør.

Spillertrup og talentudvikling

Profiler nævnt gennem historien

• Luther Blissett – klubrekordholder med 503 kampe og 186 mål (148 i ligaen).
• Cliff Holton – 42 ligamål i 1959-60, fortsat sæsonrekord.
• John Barnes – solgt til Liverpool i 1987 for £900 000.
• Barry Endean – central figur i oprykningen 1969.
• Pat Jennings – debuterede som 18-årig målmand før salg til Tottenham.
• Ashley Young – solgt til Aston Villa for klubrekord £9.65 m i 2007.
• Troy Deeney – matchvinder i playoff­semifinalen 2013 og straffesparks­scorer i FA Cup-semi 2019.
• Gerard Deulofeu – to mål i samme FA Cup-semi­finale 2019.

Ungdomsarbejde

Akademiet har leveret spillere som David James (målmand i FA Youth Cup-vinderholdet 1989). Klubben er kendt for at tildele U21-spillere trøjenumre og førsteholds­debuter, men konkrete navne i den nuværende U21-trup offentliggøres ikke her.

Managers gennem tiderne

Periode	Manager	Bemærkninger
1903-10	John Goodall	Første manager, sikrede Southern League-oprykning
1910-26	Harry Kent	Southern League-titel 1915
1959-63	Ron Burgess	Første Football League-oprykning
1964-71	Ken Furphy	Third Division-mesterskab 1969, FA Cup-semi 1970
1977-87	Graham Taylor	Fire oprykninger; sølv i First Division 1983; FA Cup-finale 1984
1996-2001	Graham Taylor (2. periode)	Oprykning til Premier League 1999
2005-08	Aidy Boothroyd	Play-off-triumf 2006; FA Cup-semi 2007
2012-13	Gianfranco Zola	3. plads i Championship; dramatisk playoff 2013
2015-16	Quique Sánchez Flores	13. plads i PL; FA Cup-semi 2016
2018-19	Javi Gracia	FA Cup-finale 2019; klubrekord 50 PL-point
2024-25	Tom Cleverley	Interim siden marts 2024, permanent april, fyret 2025

Listen er ikke udtømmende, men illustrerer klubbens skiftende ledelse – især efter 2012, hvor hyppige udskiftninger har givet Watford ry for kort lunte over for managere.

Meritter og titler

Ligaturneringer

Niveau	Titel	Sæson(er)
1	First Division – runner-up	1982-83
2	Championship – runner-up	1981-82, 2014-15, 2020-21
2	Play-off-vinder	1999, 2006
3	Second / Third Division – mestre	1968-69, 1997-98
3	runner-up	1978-79
4	Fourth Division – mestre	1977-78
Southern League	mestre	1914-15
Southern League	runner-up	1919-20

Cupturneringer

• FA Cup: Runner-up 1983-84 og 2018-19
• Third Division South Cup: Vinder 1936-37

Klubrekorder

Rekord	Detaljer
Flest førsteholds­kampe	Luther Blissett, 503 (1976-92)
Flest mål samlet	Luther Blissett, 186
Flest ligamål på en sæson	Cliff Holton, 42 (1959-60)
Største sejr	11-0 mod Maidenhead (1900, Southern League 2. div.)
Største Football League-sejr	8-0 mod Newport County (1924) og mod Sunderland (1982)
Største udesejr	6-1 mod Leeds United (2012)
Flest mål i en kamp (total)	11 mål – 7-4 mod Swindon (1934), Torquay (1937), Burnley (2003)
Højeste tilskuertal (hjemme)	34 099 mod Manchester United, FA Cup 4. runde, 3. feb. 1969
Højeste ligatilskuertal	27 968 mod Queens Park Rangers, aug. 1969

Klubstruktur og ejerskab

Ejere

• 1976-2002: Elton John (formand, senere æresformand)
• 2002-2012: skiftende ejere; bl.a. Graham Simpson og Laurence Bassini
• 2012 → : Pozzo-familien (Gino Pozzo og faren Giampaolo). I 2024 tilbød de 10 % af aktierne til fans.

Udvalgte klub­officials (historisk)

• Ralph Thorpe – tidlig formand og bryggeriejer, gav tilnavnet The Brewers
• Graham Taylor – ikke blot manager men også director of football i 1996-2001
• Gino Pozzo – hovedansvarlig ejer siden 2012

Kulturel betydning og fanengagement

Watford FC har altid været mere end blot et fodboldhold; klubben har været et samlingspunkt for Hertfordshire og har formået at engagere både lokale og internationale fans. Elton Johns dobbeltrolle som verdenskendt musiker og klubleder har givet Watford en global profil, mens initiativer som tilbagekøbet af Vicarage Road og planerne om fan-eje af aktier vidner om stærkt lokalt engagement.

Atmosfæren på Rookery Stand, traditionen med Z-Cars, de årlige mindehøjtideligheder for Graham Taylor og markeringen af klubbens FA Cup-finaler er alle elementer, der fastholder historien i nutiden og binder generationer sammen under de gule og sorte farver.

Perspektiver og fremtid

Watford FC står ved indgangen til endnu et kapitel. Pozzo-familiens beslutning i 2024 om delvist fan-ejerskab kan vise sig at forandre den finansielle struktur, mens den konstante søgen efter stabilitet på managerposten forbliver en udfordring. Klubbens historie demonstrerer imidlertid en bemærkelsesværdig evne til at rejse sig efter hver nedtur, og med den dokumenterede talentudvikling, et moderniseret stadion og en loyal fanbase ligner Watford FC fortsat en institution, der vil spille en rolle i engelsk top- eller subtopfodbold også i de kommende år.

Fra de første drengekampe i Cassiobury Park til FA Cup-finaler på Wembley og europæiske aftener i 1980’erne har Watford FC bevist, at selv en klub med begrænsede midler kan levere store øjeblikke. The Hornets’ fortælling er rig på causerier om ambition, passion, musikalsk stjernestøv og et fællesskab, der altid har løftet klubben – og næppe har fortalt det sidste kapitel endnu.